Siv rækker ud for at tage Emmas slikkepind, men Emma hyler og holder den op i luften.
„Hvorfor det?!“
„Fordi du vrøvler.“
„Hey, det kan da godt være! Hvis alle finder en fed ting at tage med.“
De griner begge to.
„Jeg fandt aldrig ud af, hvad I skal lave i ferien,“ siger Emma. „Hvad skal du, Jose? Hov, hvad er der, Jose?“
De bliver begge helt stille, da de ser på Josefine, som endelig har valgt en sort slikkepind med lakridssmag og sendt posen videre. Hun kan godt selv mærke, at hendes øjne er ved at svømme over, og hendes hage bæver.
„Hvad er der sket?“ Straks har Emma en arm rundt om Josefine for at trøste. Denne gang kan Josefine ikke lade være. Hun ryster den af sig med en hidsig bevægelse. Et øjeblik bliver hun siddende og ser ud over den lille gård. Græsset med de mange hvide blomster og de flade mærker efter jakkerne, hvor de lige har siddet. Drengene, der kaster en hoppebold frem og tilbage mellem sig. Lucas, der stadig har et stykke græs siddende i håret fra hendes blomsterkrans. Elsker – elsker ikke. IKKE, åbenbart. Hvad nu hvis alle hader hende?
I et spring er Josefine på benene, løber indenfor og hen mod toiletterne.
„Jose? Hvor skal du hen?“ hører hun bag sig.
Da hun tager i døren, ombestemmer hun sig. Hvis hun låser sig inde på toilettet, så vil de andre piger blive stående udenfor i en evighed og spørge, hvad der er galt. Og nu er tårerne for alvor på vej.
Hurtigt løber hun forbi toiletterne og videre ned ad gangen. Hun flår døren til deres klasseværelse op og griber sin taske. Da hun kommer ud, får hun øje på Siv og Emma længere nede ad gangen. Løgnere. Hvis hun skal se på dem i ét sekund længere, skriger hun. Hvor falsk har man lov at være?
Hun vil sige det til dem. Råbe det. Men da hun åbner munden, kommer der ikke noget ud.
„Hvad skal du, Jose?“ De kommer tættere på med store, bekymrede øjne.
„Jeg bliver nødt til at gå hjem,“ råber Josefine endelig. „Vil I ikke sige til Lisbeth, at jeg er nødt til at gå?“
Hun gør en bevægelse mod skridtet af sine bukser, og både Emma og Siv tager en hånd op for munden i chok på helt samme tid. Hvor ser de åndssvage ud. Hvis ikke Josefine var så ked af det, ville hun grine.
Men det er hun. Hun vender sig om og løber.