«Vaarvejr
Lun er Luften lind af Væde.
Himlen som et Silkeklæde
hvælver sig og varsler Regn;
fine, sølvgraa Farvetoner,
ind i hvilke Birkes Kroner
ciselere deres Grenes spinkle Tegn.
Stæren tier. Kun den lille
Finke bryder med sin Trille
den forventningsfulde Ro.
Ingen Vind sin Aande spreder.
Jordens Frøkorn tyst bereder
sig til efter Regnens Fald at gro.»
Som titlen antyder, drejer mange af digtene i L.C. Nielsens digtsamling «Vårdigte» sig om foråret. Andre af digtene, der er skrevet imellem 1895 og 1901, fortæller om kærlighed, rejser, menneskesindet og døden.
Laurits Christian Nielsen (1871–1930) var en dansk forfatter, digter og redaktør. Han debuterede som forfatter i 1897 med digtsamlingen «Tre Mænd (Judas, Kain, Spartacus)" og udgav en lang række digtsamlinger og fortællinger i løbet af sit liv. L.C. Nielsen arbejdede på flere forskellige dagblade, men havde svært ved at holde ansættelse længere tid ad gangen. Hans liv var præget af uro, omskiftelige omstændigheder og dårligt helbred. Han døde i 1930 af en hjerneblødning under et rekonvalescensophold i Rom.