Hans Christian Andersen

De vilde svaner

  • Stine Weirsøe Flamanthas quoted4 years ago
    Hele det dejlige hav lå for den unge pige, men ikke en sejler viste sig derude, ikke en båd var der at se, hvor skulle hun dog komme længere bort. Hun betragtede de utallige småsten på bredden; vandet havde slebet dem alle runde. Glas, jern, sten, alt hvad der lå skyllet op, havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end hendes fine hånd. „Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så jævner sig det hårde, jeg vil være lige så utrættelig! Tak for jeres lærdom, I klare, rullende bølger! Engang, det siger mit hjerte mig, vil I bære mig til mine kære brødre!“

    På den opskyllede tang lå elleve hvide svanefjer; hun samlede dem i en buket, der lå vanddråber på dem, om det var dug eller tårer, kunne ingen se. Ensomt var der ved stranden, men hun følte det ikke; thi havet frembød en evig afveksling, ja, i nogle få timer flere, end de ferske indsøer kan vise i et helt år. Kom der en stor, sort sky, så var det, som søen ville sige: „Jeg kan også se mørk ud,“ og da blæste vinden, og bølgerne vendte det hvide ud; men skinnede skyerne røde, og vinden sov, så var havet som et rosenblad; nu blev det grønt, nu hvidt, men hvor stille det hvilede, var der dog ved bredden en sagte bevægelse; vandet hævede sig svagt, som brystet på et sovende barn
  • Nichlas Ingemann Mohrsenhas quoted5 years ago
    Ensomt var der ved stranden, men hun følte det ikke; thi havet frembød en evig afveksling, ja, i nogle få timer flere, end de ferske indsøer kan vise i et helt år. Kom der en stor, sort sky, så var det, som søen ville sige: „Jeg kan også se mørk ud,“ og da blæste vinden, og bølgerne vendte det hvide ud; men skinnede skyerne røde, og vinden sov, så var havet som et rosenblad; nu blev det grønt, nu hvidt, men hvor stille det hvilede, var der dog ved bredden en sagte bevægelse; vandet hævede sig svagt, som brystet på et sovende barn.
  • Nichlas Ingemann Mohrsenhas quoted5 years ago
    Hele det dejlige hav lå for den unge pige, men ikke en sejler viste sig derude, ikke en båd var der at se, hvor skulle hun dog komme længere bort. Hun betragtede de utallige småsten på bredden; vandet havde slebet dem alle runde. Glas, jern, sten, alt hvad der lå skyllet op, havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end hendes fine hånd. „Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så jævner sig det hårde, jeg vil være lige så utrættelig!
fb2epub
Drag & drop your files (not more than 5 at once)