hinanden. Alle de røde har hun kommet glimmer på, og det er faktisk blevet ret flot. Hun har taget tre pakker fra sin kalender og bundet dem sammen med et silkebånd.
Hun ringer på Fannys dør med en forsigtig finger. To små ring på klokken. Der sker ingenting. Hun ringer igen. Fire gange nu. Men der kommer stadig ikke nogen. Fanny gider vel ikke snakke med hende, og Asta må bare gå tilbage til sin far og Bimmer og de tåbelige kager.
„Asta.“ Det er Sylvia, som åbner døren. „Hej med dig.“ Hun smiler sit almindelige smil. Hun har en lang halskæde på med perler i mange farver og en grøn kjole. Og glimtende juletræer i ørerne. Asta famler med sine gaver og prøver på ikke at glo alt for meget på Sylvia. Måske ser hun faktisk lidt bleg ud.
„Jeg har bare lige den her gave til Fanny,“ siger hun.
„Hvor ser det spændende ud.“ Sylvia åbner døren helt, så Asta kan komme ind.
„Fanny,“ kalder Sylvia. „Søde Asta står hernede.“
Der kommer intet svar, og Sylvia går op ad trappen med hurtige skridt, imens hun kalder på Fanny. Så bliver der stille deroppe.