Karl Gjellerups romandigtning “Verdensvandrerne” lader en tysk akademiker tage på en dannelsesrejse til Indien, der efterhånden udvikler sig til en sjælevandring på kryds og tværs af tid og rum. Den unge kvindes spor krydser med tidligere inkarnationer af mennesker, hun kender fra sit nuværende liv, mens Karl Gjellerup leger med læserens fornemmelse af tid og rum.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Karl Gjellerup (1857–1919) debuterede i 1878 som forfatter med “En idealist” og vandt i 1917 Nobelprisen i litteratur sammen med Henrik Pontoppidan. Karl Gjellerup skrev romaner og noveller og var ofte kritisk over for kristendommen og de gængse normer. Han var inspireret af Georg Brandes‘ litteraturkritik og blev selv en del af Det moderne gennembrud i dansk litteratur.
