Hvorfor jeg slår øjnene op, ved jeg ikke med det samme, men jeg kan høre, at motorens rytme har ændret sig. Jeg er allerede ude af køjen og ved at trække min kedeldragt på, da jeg bliver slynget ind i væggen samtidig med, at jeg hører braget. Kollision. Et øjeblik efter går generalalarmen. Jeg kan mærke, at hun ligger en anelse anderledes på vandet, og mens jeg skubber fødderne ned i mine sikkerhedssko, trækker jeg gardinet fra koøjet – der er ikke mørkt som der bør være. Jeg kan se et diffust, omskifteligt lys – flammer der kaster lys gennem tåge. Ilden må befinde sig på den modsatte side af skibet. Jeg kaster mig hen til sengemøblet, flår skuffen ud og hiver mit sammenfoldede søkort op, og så er jeg allerede i løb ud ad døren med min redningsvest i den ene hånd, mens jeg propper søkortet ind på maven med den anden. Jeg ser, at maskinchefen er ude af sit kammer, og motormanden er på vej hen ad gangen mod lejderen.
„Skynd dig, Allan,“ råber han hen over skulderen.
„Hvad sker der?“ råber jeg tilbage, selvom svaret er indlysende – jeg kan allerede lugte røgen; tyk okker-rød råolie, som står i flammer.
„Vi springer over bord. Hun kan eksplodere.“ Jeg tror det er maskinchefen, der råber, da jeg træder ud på dækket – allerede med redningsvesten fastspændt; mine hænder har gjort det pr. automatik. Næsten hele besætningen står på dækket til bagbord, lige foran apteringen – oplyst og blege – og jeg vender mig mod det skarpe gule lys fra styrbord, hvor flammerne står næsten ti meter op over rælingen og allerede har fat i apteringen, hvorfra de vil brede sig til maskinrummet. Sort røg bølger til himmels. Jeg kan regne ud, at der må være slået hul i skroget til styrbord så olien løber ud og brænder på havet. Redningsbådene. Flammerne bliver pludselig næsten dobbelt så høje. Ingen tid til at sætte bådene i vandet. Ilden giver næsten ingen lyd – væskebrand. Kaptajnen er dukket op på dækket.
„SPRING NU,“ råber han. Tre af besætningen kravler op på rælingen i deres redningsveste.
„NEJ,“ råber jeg, mens jeg løber derhen. Noget er galt, men de er allerede sprunget, og så kan jeg mærke det: Bevægelsen – skibet er ved at drive rundt om sig selv, så det klare vand ud for bagbord snart bliver afløst af tyk, brændende olie. Mændene vil blive opslugt, hvis de ikke når at svømme langt nok væk i tide.
„Vi skal op til stævnen, ellers …,“ begynder jeg at råbe, men ingen tager notits af mig, jeg ser ind i paniske øjne, varmen er ulidelig. Skibets bevægelse om sin egen akse tager fart. Flere springer ud til bagbord – resten – jeg har ikke set Chris. Nu driver hun hurtigere. Den brændende olie nærmer sig mændene i vandet. Jeg står stivnet midt på dækket. Jeg ser de orange redningsveste i vandet blive opslugt af infernoet; heden nu så kraftig, at jeg kan lugte mit hår blive afsvedet. Søen er næsten helt rolig. Tågen opløses af varmen. Yderligere to orange prikker bliver indhentet af flammer, der spreder sig langsomt, hypnotisk ud over havet, nu hele vejen rundt om skibet. Jeg