Alle spørgsmåls moder

Margaret Atwood havde som bekendt fremsat samme pointe som Louis C.K. langt tidligere og langt mere fyndigt, med sin bemærkning: »Mænd er bange for, at kvinder skal grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd skal slå dem ihjel.«

Voldtægt er så almindeligt i vores kultur, at man godt kan kalde det en epidemi. Hvad skal man trods alt ellers kalde noget, der rammer næsten hver femte kvinde (og hver 71. mand) direkte, og som trussel praktisk taget alle kvinder, og som er så udbredt, at det ændrer vores måde at leve og tænke og færdes i verden på i det meste af vores liv? Reelle tilfælde, hvor kvinder uretmæssigt har beskyldt en mand for voldtægt bare for at genere ham, er ekstremt usædvanlige. De mest pålidelige studier anfører, at cirka to procent af alle indberetninger om at være blevet voldtaget er falske, hvilket betyder, at 98 procent er ægte. Selv den statistik betyder ikke, at to procent er falske voldtægtsanklager, for det at sige, at man er blevet voldtaget, selvom man ikke er, er ikke det samme som at påstå, at en konkret person har voldtaget en, selvom han ikke har (i øvrigt skelnes der i statistikkerne i det hele taget ikke mellem falske voldtægtsanklager og anklager mod en konkret person).

Graphic novel-forfatteren Alison Bechdel opfandt det, der er blevet kendt som Bechdel-testen – hvis betingelse er, at en film skal have to kvindelige figurer, der taler sammen om noget andet end en mand. Det er en latterligt lav målestok, som mange film ikke desto mindre ikke lever op til. I den oprindelige Star Wars-trilogi taler alle andre kvinder end prinsesse Leia kun i 63 sekunder ud af filmenes 386 minutter, fastslog en nylig undersøgelse. Disse 63 sekunder er delt op mellem tre kvinder i de tre film i samlet set en tredjedel procent af spilletiden.