Alle spørgsmåls moder

Graphic novel-forfatteren Alison Bechdel opfandt det, der er blevet kendt som Bechdel-testen – hvis betingelse er, at en film skal have to kvindelige figurer, der taler sammen om noget andet end en mand. Det er en latterligt lav målestok, som mange film ikke desto mindre ikke lever op til. I den oprindelige Star Wars-trilogi taler alle andre kvinder end prinsesse Leia kun i 63 sekunder ud af filmenes 386 minutter, fastslog en nylig undersøgelse. Disse 63 sekunder er delt op mellem tre kvinder i de tre film i samlet set en tredjedel procent af spilletiden.

Det, vi kalder høflighed, indebærer ofte en oplæring i, at det vigtigste er, at andre føler sig godt tilpas. Det skal man til enhver tid sikre, og alt andet er forkert, uanset omstændighederne. For årtier siden hørte jeg en novelle læst op i radioen, som jeg aldrig har glemt – en jegfortælling om en kvinde, der bliver befamlet i New Yorks subway og prøver at finde ud af, hvordan hun skal slippe ud af situationen uden at antyde, at befamleren gør noget galt, eller komme til at fornærme ham. Det var et ironisk eksempel på, hvor dybt det sidder i os, at vi skal være høflige, behagelige, flinke og ikketruende, og hvor stor en hindring det kan blive for vores overlevelse. Jeg husker en episode, da jeg var først i tyverne, hvor jeg blev chikaneret af en truende mand på gaden midt om natten, og jeg tænker over, at det ikke faldt mig ind at praje biler, vække opstandelse – alle de ting, jeg gjorde senere, da jeg blev ældre og mere sikker på min egen dømmekraft og mine egne rettigheder og mindre bange for at lave en scene. Høflighed, manglende tro på sig selv, tavshed pålagt indefra kan gøre yngre kvinder til bedre ofre. Filosoffen Martha Nussbaum startede på kandidatstudiet ved Harvard i 1969; hun genkaldte sig for nylig, at da hendes vejleder »rakte ud og rørte ved hendes bryster ... skubbede hun ham bare forsigtigt væk for ikke at gøre ham forlegen«.

Vores menneskelighed består af historier, eller i mangel af ord og narrativer af vores forestillingsevne: Det, jeg ikke helt bogstaveligt selv mærkede, fordi det skete for dig og ikke mig, kan jeg forestille mig, som om det var mig, eller føle med, selvom det ikke var mig. Og dermed er vi forbundne, dermed er vi ikke adskilte. Disse historier kan ties ihjel, og de stemmer, der kunne vække empati, kan blive overdøvet, miskrediteret, censureret, gjort til noget, der ikke må siges eller høres. Diskrimination er oplæring i ikke at identificere sig med eller føle empati med andre, fordi de i en eller anden forstand er anderledes, oplæring i at tro på, at forskelle er alt og fælles menneskelighed intet.

Kærlighed er en konstant forhandling, en konstant samtale; at elske en anden er at blotte sig selv for at blive afvist og forladt; kærlighed er noget, man kan gøre sig fortjent til, men ikke aftvinge nogen. Det er et felt, hvor man ikke har ­kontrollen, fordi en anden også har rettigheder og beslutninger; det er en samarbejdsproces; elskov er ideelt set en proces, hvor disse forhandlinger bliver til glæde og leg.

Centralt i spørgsmålet om lykke ligger et paradoks. Todd Kashdan, der er lektor i psykologi ved George Mason University, berettede for nogle år siden om undersøgelser, der konkluderede, at folk, der finder det vigtigt at være lykkelig, er mere tilbøjelige til at blive deprimerede: »Når man indretter sit liv efter at prøve at blive lykkeligere, og lykken dermed bliver det primære mål her i livet, kommer det til at stå i vejen for reelt at blive lykkelig.«

Spørgsmål om lykke forudsætter generelt, at vi ved, hvad et lykkeligt liv er. Lykke beskrives ofte som resultatet af at kunne krydse en masse ting af på listen – ægtefælle, afkom, privat ejendom, erotiske erfaringer – selvom man på et splitsekund kan komme på adskillige par, der har alle de ting, men alligevel er dybt ulykkelige.
Vi får konstant serveret standardformler, men disse formler fejler, ofte og eftertrykkeligt. Ikke desto mindre får vi dem serveret igen. Og igen og igen. De bliver til fængsler og straffe, forestillingens fængsel lokker mange ind i et tilværelsens fængsel, der følger formlerne for det gode liv, men alligevel er dybt ulykkeligt.

mulighed: at samles for at opnå solidaritet, støtte og rådgivning. De bemærkede, at »adfærdsmæssigt er hunkøns­væsenernes reaktioner i højere grad kendetegnet ved et mønster, der kan kaldes ‘omsorg og venskab’. Omsorg er diverse aktiviteter møntet på at beskytte en selv og afkommet, hvilket er tryghedsfremmende og bekymringsreducerende; venskab dækker over at skabe og vedligeholde sociale netværk, der kan fremme denne proces.« En stor del af dette gøres via tale, ved at fortælle om sine kvaler, blive hørt, høre medfølelse og forståelse fra dem, man drager omsorg for og bliver venner med. Kvinder er ikke de eneste, der gør det, men måske gør kvinder det mere rutinemæssigt. Det er sådan, jeg håndterer tilværelsen, eller mine nære omgivelser hjælper mig med at håndtere tilværelsen, nu hvor jeg er så heldig at have dem

I hundrede år har menneskets reaktion på stress og fare været defineret som »kamp eller flugt«. En undersøgelse fra år 2000 udført af adskillige psykologer ved UCLA påpegede, at denne forskning primært var baseret på studier af rotter og mennesker af hankøn. Men ved at studere kvinder blev de ledt til en tredje

nogen forældre nogensinde dristet sig til at spørge deres søn, hvor han skal hen, hvorfor han skal ud, hvem hans venner er? En voldtægtsforbryder er trods alt nogens søn. Han har også forældre.«
Det var en opsigtsvækkende udmelding, resultatet af en ny diskurs i landet, hvor mange nu begynder at skyde skylden på gerningsmændene, ikke ofrene – og acceptere, med de amerikanske antivoldtægtsaktivisters ord, at »voldtægt ­skyldes voldtægtsforbrydere«. Med andre ord skyldes handlingen ikke nogen af de dagligdags aktiviteter, som kvinder ellers er blevet bebrejdet for, når mænd forgriber sig på dem. Det repræsenterer i sig selv et kolossalt skred, især når analysen kommer fra mænd. Og fra denne dybt konservative mand virkede ordene særligt bemærkelsesværdige – ikke fordi de var bevis på en markant positiv personlighedsændring hos Modi, men fordi han syntes at viderebringe argumenter udklækket andetsteds: Feminismen var så stærk en kraft, at den flød fra endog hans mund.

Tag nu bare den tale, som den generelt ikke så venligt stemte indiske premierminister Narendra Modi holdt på landets uafhængighedsdag. Normalt er det en anledning til bravader og stolthed. Men i stedet holdt han en stærk tale om Indiens gruopvækkende voldtægtsproblem. »Brødre og søstre, når vi hører om voldtægtsepisoder, bøjer vi hovedet i skam,« sagde han på hindi. »Jeg vil spørge alle forældre, [der har] en datter på 10-12 år – I er altid på vagt, I spørger jævnligt, hvor skal du hen, hvornår kommer du tilbage ... Forældre stiller deres døtre hundredvis af spørgsmål, men har