Enten-Eller

Personligheden har da det etiske ikke udenfor sig, men i sig, og det bryder frem af dette Dyb. Det gælder da, som sagt, om at den ikke i en abstrakt og indholdsløs Stormen tilintetgør det konkrete, men assimilerer sig det. Da det etiske saaledes ligger dybest i Sjælen, saa falder det ikke altid i Øjnene, og et Menneske, der lever etisk, kan gøre aldeles det samme som den, der lever æstetisk, saaledes, at det længe kan skuffe; men til sidst kommer der et Øjeblik, hvor det viser sig, at den, der lever etisk, har en Grænse, som den anden ikke kender. I denne Forvisning om, at hans Liv er anlagt etisk, hviler Individet med tryg Sikkerhed og plager derfor ikke sig selv og andre med spidsfindig Ængstelighed over dette eller hint. At nemlig den, der lever etisk, har et helt Spatium for det indifferente, finder jeg ganske i sin Orden, og det er netop en Veneration for det etiske, at man ikke vil tvinge det ind i enhver Ubetydelighed. En saadan Stræben, der altid mislykkes, finder man ogsaa kun hos dem, der ikke have Mod til at tro paa det etiske, og som i dybere Forstand mangle indre Sikkerhed. Der gives Mennesker, hvis Pussillanimitet man netop kender derpaa, at de aldrig kunne blive færdige med det totale, fordi dette netop for dem er det mangfoldige, men disse ligge ogsaa udenfor det etiske, naturligvis ikke af nogen anden Grund end formedelst Villiens Svaghed, der som al anden Aandssvaghed kan betragtes som en Art Afsindighed. Saadanne Menneskers Liv gaa op i at afsie Myggen. De have hverken Forestilling om det etiskes skønne og rene Alvor, eller om det indifferentes sorgløse Glæde. Dog er naturligvis det indifferente for det etiske Individ detroniseret, og han kan hvert Øjeblik sætte det Grænse. Saaledes tror man ogsaa, at der er et Forsyn til, og Sjælen hviler trygt i denne Forvisning, og dog vilde man ikke falde paa at forsøge at gennemtrænge enhver Tilfældighed med denne Tanke, eller hvert Minut at blive sig denne Tro bevidst. At ville det etiske uden at forstyrres af det indifferente, at tro paa et Forsyn uden at forstyrres af Tilfældighed, er en Sundhed, der kan erhverves og bevares, naar et Menneske selv vil det. Ogsaa i denne Henseende gælder det om at se Opgaven, at denne, for saa vidt et Menneske har Tilbøjelighed til saaledes at adspredes, er den, at gøre Modstand, at holde det uendelige fast, og ikke at rende med Limstangen.

Det etiske Individ har da ikke Pligten udenfor sig, men i sig; i Fortvivlelsens Øjeblik kommer dette til Syne og arbejder sig nu frem gennem det æstetiske i og med dette. Om det etiske Individ kan man sige, at han er som det stille Vand, der har den dybe Grund, hvorimod den, der lever æstetisk, blot er overfladisk bevæget. Naar derfor det etiske Individ har fuldendt sin Opgave, har stridt den gode Strid, saa er han kommen dertil, at han er bleven det eneste Menneske, det vil sige, at der er intet Menneske saaledes som han, og tillige, at han er bleven det almene Menneske. At være det eneste Menneske, er i og for sig ikke noget saa stort, thi det har ethvert Menneske tilfælles med enhver Naturfrembringelse; men at være det saaledes, at han deri er det almene, det er den sande Livskunst.

Den, der lever æstetisk, han er det tilfældige Menneske, han tror at være det fuldkomne Menneske derved, at han er det eneste Menneske; den, der lever etisk, arbejder hen til at blive det almene Menneske. Naar saaledes et Menneske er æstetisk forelsket, saa spiller det tilfældige en uhyre Rolle, og det er ham af Vigtighed, at der er ingen, der har elsket saaledes, med de Nuancer, som han; naar den, der lever etisk, gifter sig, realiserer han det almene. Derfor bliver han ingen Hader af det konkrete, men han har et Udtryk mere, dybere end ethvert æstetisk Udtryk, idet han i Kærligheden ser en Aabenbarelse af det almenmenneskelige. Den, der lever etisk, har da sig selv som sin Opgave. Hans Selv er som umiddelbart tilfældigt bestemt, og Opgaven er den, at sammenarbejde det tilfældige og det almene.

Naar det etiske bliver konkretere, da gaar det over i Bestemmelsen af Sæder. Men Realiteten af det i denne Henseende etiske ligger i Realiteten af en folkelig Individualitet, og her har da allerede det etiske optaget et æstetisk Moment i sig. Dog er det etiske endnu abstrakt og lader sig ikke realisere tilfulde, fordi det ligger udenfor Individet. Først naar Individet selv er det almene, først da lader det etiske sig realisere. Det er denne Hemmelighed, der ligger i Samvittigheden, det er denne Hemmelighed, det individuelle Liv har med sig selv, at det paa een Gang er et individuelt Liv og tillige det almene, om ikke umiddelbart som saadant, saa dog efter sin Mulighed. Den, der betragter Livet etisk, han ser det almene, og den, der lever etisk, han udtrykker i sit Liv det almene, han gør sig til det almene Menneske, ikke derved, at han affører sig sin Konkretion, thi saa bliver han til slet intet, men derved, at han ifører sig den og gennemtrænger den med det almene. Det almene Menneske er nemlig ikke et Fantom, men ethvert Menneske er det almene Menneske, det vil sige, ethvert Menneske er anvist den Vej, ad hvilken han bliver det almene Menneske.

Naar det etiske ses rigtigt, gør det Individet uendelig sikkert i sig selv, naar det ikke ses rigtigt, gør det Individet aldeles usikkert, og jeg kan ikke tænke mig en ulykkeligere eller kvalfuldere Eksistens, end naar et Menneske har faaet Pligten udenfor sig, og dog bestandig vil realisere den.

Ser man det etiske udenfor Personligheden og i et udvortes Forhold til denne, saa har man opgivet alt, saa har man fortvivlet. Det etiske som saadant er Fortvivlelse, det etiske er det abstrakte og som saadant uformuende til at frembringe det mindste. Naar man derfor stundom ser Mennesker med en vis redelig Iver slide og slæbe for at realisere det etiske, der som en Skygge bestandigt flygter, saa snart de gribe efter den, saa er det baade komisk og tragisk.

Det etiske er det almene og saaledes det abstrakte. I sin fuldkomne Abstraktion er derfor det etiske altid forbydende. Saaledes viser det etiske sig som Lov. Saa snart det etiske er befalende, saa har det allerede noget af det æstetiske i sig. Jøderne vare Lovens Folk. De forstode derfor ypperlig de fleste Bud i Moseloven; men det Bud, de ikke synes at have forstaaet, var det Bud, som Kristendommen nærmest knyttede sig til: Du skal elske Gud af dit ganske Hjerte. Dette Bud er heller ikke negativt, er heller ikke abstrakt, det er i højeste Grad positivt og i højeste Grad konkret.

Naar det etiske ses rigtigt, gør det Individet uendelig sikkert i sig selv, naar det ikke ses rigtigt, gør det Individet aldeles usikkert, og jeg kan ikke tænke mig en ulykkeligere eller kvalfuldere Eksistens, end naar et Menneske har faaet Pligten udenfor sig, og dog bestandig vil realisere den.

Jeg er en Æstetiker, en Erotiker, der har fattet Kærlighedens Væsen og Pointet i den, der tror paa Kærligheden og kender den fra Grunden, og kun forbeholder mig den private Mening, at enhver Kærlighedshistorie i det højeste varer et halvt Aar, og at ethvert Forhold er forbi, saasnart man har nydt det sidste. Alt dette ved jeg, tillige ved jeg, at det er den højeste Nydelse, der lader sig tænke, at blive elsket, elsket højere end alt i Verden. At digte sig ind i en Pige er en Kunst, at digte sig ud af hende er et Mesterstykke. Dog afhænger det sidste væsentlig af det første.

For en ung Pige er dette Øjeblik altid det skønneste, og man bør, for ret at nyde det, altid være lidt højere, saa man ikke blot er Baptisand, men tillige Præst. Lidt Ironi gør dette Øjebliks andet Øjeblik til et af de interessanteste, det er en aandelig Afklædelse. Man maa være poetisk nok til ikke at forstyrre Akten, og dog maa Skælmen altid sidde paa Lur.

Det er intet Under, at Digterne altid skildre dette Dus-Øjeblik, det skønne Øjeblik, hvor de elskende ikke ved Overgydelse (der er jo rigtignok mange, der aldrig kommer videre) men ved Nedstigelse i Kærlighedens Hav afføre sig det gamle Menneske og stige op af denne Daab og nu først ret kende hinanden som gamle bekendte, skønt de kun ere et Øjeblik gamle.

En Dreng begynder straks at udvikle sig og bruger lang Tid dertil, en ung Pige fødes længe og fødes voksen. Deri hendes uendelige Rigdom; i det Øjeblik hun er født, er hun voksen, men dette Fødselsøjeblik kommer silde. Derfor fødes hun to Gange, anden Gang naar hun gifter sig, eller rettere i dette Øjeblik hører hun op at fødes, først i dette Moment er hun født.