Evigheden i et siv

citeret i Af læsningens historie af Alberto Manguel: »For den, der stjæler eller låner en bog fra dens ejer uden at levere den tilbage, må den blive til en slange mellem hans hænder og sønderrive ham. Må han blive slået med lammelse og må alle hans lemmer splintres. Må han vansmægte i pine og råbe højt om nåde, og må der ingen ende være på hans lidelser, før han er gået helt i opløsning. Må bogorme gnave i hans indvolde som tegn på Ormen, som aldrig dør. Og når han endelig drager til sin endelige dom, må helvedes flammer da fortære ham til evig tid.«

Staatsbibliothek i Berlin, tegnet af Hans Scharoun og Edgar Wisniewski

I Alexandria opstod der revolutionerende teorier, såsom den heliocentriske opfattelse af solsystemet, der blev hentet frem i det sekstende århundrede og forårsagede den kopernikanske vending og dommen over Galileo Galilei

For Ptolemaios var det Athen. Præget i sin erindrings dyb af den uopnåelige by grundlagde han Museet i Alexandria

Jorge Luis Borges, som tilhørte dem, der tænker på den anden måde, skrev engang: »Det vidunderligste af menneskets forskellige redskaber er uden tvivl bogen. De øvrige er forlængelser af dets krop. Mikroskopet og teleskopet er forlængelser af dets syn, telefonen er stemmens forlængelse; dernæst har vi ploven og sværdet, forlængelser af menneskets arme. Men bogen er noget ganske andet: Bogen er en forlængelse af hukommelsen og fantasien.«

nker på den anden måde, skrev engang: »Det vidunderligste af menneskets forskellige redskaber er uden tvivl bogen. De øvrige er forlængelser af dets krop. Mikroskopet og teleskopet er forlængelser af dets syn, telefonen er stemmens forlængelse; dernæst har vi ploven og sværdet, forlængelser af menneskets arme. Men bogen er noget ganske andet: Bogen er en forlængelse af hukommelsen og fantasien

en af Horats’ epistler finder vi den oplyste leveregel: sapere aude, vov at tænke selv

Hverken grådighed eller grusomhed kender nogen grænse. Så længe den slags gøres i det skjulte og af enkeltpersoner, er det mindre skadeligt og mindre uhyrligt, men efter Senats- og Folkeforsamlingsbeslutninger udføres der grusomheder, og det, der er forbudt for private, påbydes af samfundet. (...) Hvad der, når det er begået hemmeligt, sones med dødsstraf, det roser vi, fordi folk i uniform har gjort det. Mennesker, den mest fredsommelige art, glæder sig skamløst over hinandens blod, de fører krige og giver dem videre til børnene at føre, skønt selv stumme og vilde dyr holder fred indbyrdes.«

En passage i Breve til Lucilius markerer et vendepunkt i vestlig pacifismes historie. »Vi sætter ind over for manddrab og mord på enkelte, men hvad med krige og den glorværdige forbrydelse folkedrab?

Jeg holder meget af den manende lyd af en fragmenteret sætning fra Odusia, den latinske titel på hans oversættelse af Odysseen: »for intet slår et menneske mere ud end et oprørt hav, en ugunstig bølges kræfter.«