Men heroppe under ispolen levede han et langt og glæderigt liv. Mellem disse fattige, nøjsomme mennesker lærte han en lykke at kende, hvorom han ikke havde drømt, den gang han sad med selvmordstanker på sin tomme kvist i København. Her fandt han, mens hans hår grånede, det hjem, der var bleven hans barndom nægtet, de venner, han i sin ungdom havde måttet savne, den gerning, der blev forstået og gjorde ham elsket. Han blev tilsidst en fader for alle disse naturbørn, deres fælles rådgiver og trøster. Og når han om vinteren i den tiltestenkirke eller om sommeren under den åbne himmel samlede sine skarer omkring sig og på sin egen, djærve måde og efter fattig evne søgte at løfte sløret for livets og dødens gåder, kunne han få hjærterne til at banke inde i de stive skindbylter, fordi han selv var så fuld af taknemlighed, at lovsange til livet og dets herre afsig selv fødtes på hans læber. – Heroppe blev Thorkild en gammel mand.