Det bedste man kan sige

At det bedste, man kan sige om en far, er, at han er en god onkel, stammer fra et antropologisk studie af et naturf

Mine forældres utopier, selvrealisering og begær efter levet liv bor nu i mig som svævende sæbebobler. Indimellem fremkalder de i al deres poesi mod og lyst. Andre gange brister de, og jeg mærker tomheden, som jeg nu kender og kan tage hånd om.

I troen på, at noget nyt kunne opstå, aflivede min far den biologiske familie. Jeg tænker på alt det, jeg er gået glip af, og på alt det, jeg har fået. Det ligger lige ved siden af hinanden.

Vi valgte ikke hinanden som frisatte mennesker, og sammen kunne vi ikke længere nå ind til det autentiske. Forstillelsen var for stor. Den sammenhængskraft, der var vores ægteskab, var skabt på en fortid, som vi selvretfærdigt havde vendt ryggen. Der var noget, vi ikke turde forbinde os med, noget, vi ville væk fra, og dette forsøg på at komme væk førte os tilbage.

Jeg oplever stadig at være i pagt med mine forældres måde at forvalte livet på. Som en trosbekendelse til noget, der er større og vigtigere end det enkelte menneske. I mit eget liv praktiserer jeg uden problemer sidespring. Jeg anser det ikke for vigtigt og fastholder, at jeg er fuldstændig i stand til at adskille sidespring fra det kærlighedsliv, jeg har med mine børns far. En ophøjet tilgang til forståelsen af mig selv som en del af den frie kærligheds orden. Den, hvor man kan være troløs over for et andet menneske, uden at det rigtig har betydning.

Udenfor er natten på retur, fuglene giver morgenkoncert, da jeg går ned ad Sankt Pauls Gade. Nyboders dybe, jernvitriolmættede orange mure fremstår psykedelisk i det spæde lys. Lyset skifter hvert sekund, som det kun gør, når natten og dagen er i færd med at skifte plads. Det hele er uvirkeligt og alligevel sjældent levende, som om alt fremstår mere tydeligt. Tiden er ved at etablere et før og et efter.

Når fortiden erstattes af en konstrueret virkelighed, der ikke omslutter smerten, finder den sin vej videre i livet, som vand, der finder en anden vej, hvis flodens forgreninger lukkes til. Det føres videre, om vi vil det eller ej, og ofte i uigenkendelige forklædninger.

De sidste gange, vi er sammen, går det op for mig, at jeg stadig er låst fast til ham i den vagtsomme omsorg, jeg havde som barn, og at denne rolle skaber en afstand til ham, eller snarere en ufremkommelighed.

Det er den sammensvorne rolle, jeg har udfyldt i det eksperimenterende fællesskab, vi kan mødes om; han ser ikke andet. Jeg er fanget i en længsel efter noget, jeg ikke længere tror er muligt. Dagene er gået, vores samtaler har været antydninger, vi har bevæget os rundt om noget, der ikke lader sig gøre imellem os.

“Jura er et tilbageskuende fag, der, når det bliver taget alvorligt, handler om at vurdere nutiden ud fra fortidens moral. Er du sikker på, det er noget for dig?” spørger han.

I mødet med Klokkeblomsts sag bliver omsorgssvigtet konkret, jeg mærker en lede ved min fars manglende blik for barnet. Sagsakterne fremkalder en virkelighed, som gør mig ængstelig, fordi de understøtter et blik på ham, som jeg er bange for, bliver for tydeligt. Jeg bliver ramt af en følelse af at udlevere ham, hvis jeg tillader mig at gå videre.

Min far indser hurtigt, at han ikke har noget at gøre som moralens vogter. Mellem os er det mig, der vogter moralen. Hans forsøg på en formaning afspejler hans manglende indsigt i mit liv. Han ser ikke, at hans mangeårige eksperimenterende udskejelser har gjort ham aldeles uberettiget til at have nogen form for moralske indvendinger. Han ser heller ikke, at den selvstændighed, han i så mange år har fordret af mig, gør mig kapabel til at have min seksuelle debut, præcis når det passer mig, og ikke når nogen har besluttet, at jeg må.