De sidste gange, vi er sammen, går det op for mig, at jeg stadig er låst fast til ham i den vagtsomme omsorg, jeg havde som barn, og at denne rolle skaber en afstand til ham, eller snarere en ufremkommelighed.
Det er den sammensvorne rolle, jeg har udfyldt i det eksperimenterende fællesskab, vi kan mødes om; han ser ikke andet. Jeg er fanget i en længsel efter noget, jeg ikke længere tror er muligt. Dagene er gået, vores samtaler har været antydninger, vi har bevæget os rundt om noget, der ikke lader sig gøre imellem os.