Han kaster det over til Luske-Lise, men hun er virkelig dårlig til at gribe, så i stedet ryger æblet ned i bunden af bilen. Lasse-Leif kigger på det. Pludselig er han alligevel helt vildt sulten, og han kan ikke nå sit æble, fordi han sidder spændt fast i en autostol.
”Hjælp mig lige fri!” siger han til Luske-Lise. Hun trykker på alle de rigtige knapper på autostolen, og så lyder der et højt klik, og en alarm i den lille bil bipper.
Mor stirrer på far. ”Den stol kostede det samme som en tur til Italien, og så er den ikke engang børnesikret!” siger hun.
”Jo, jo,” skynder Lasse-Leif sig at sige, mens han kravler ned i bunden af bilen. ”Den er bare ikke Luske-Lise-sikret!”
”Kan du for pokker så komme på plads igen!” Far er lige ved at råbe. Det sker ellers meget sjældent.
”Jeg skal bare lige have mit æble!” Men hverken Lasse-Leif eller Luske-Lise kan finde ud af at spænde selen fast igen. Mor forsøger at hjælpe omme fra forsædet, men hun kan ikke nå hen over alle deres ting, så hun er nødt til også at spænde sig op, og så begynder alarmen at bippe igen.
”Nej, nu må I altså styre jer!” siger far. ”Jeg får stress af, at I ikke er spændt ordentligt fast. Der er biler og både og campingvogne og hestetrailere over det hele. Jeg finder et sted at holde ind!” Og så er de alle sammen helt stille, for det er sjældent, far bliver sur.