«Det er ikke hver dag, en prinsesse smider tøjet – på flotte farvefotos. Nej, for SE & HØR udkommer jo kun en gang om ugen. Det er heller ikke hver dag, en kronprins får sig en ny kæreste. Nej, af helt samme årsag. I vore dage kommer historierne om de kongelige dugfriske fra fad. Den korteste vej mellem to punkter (en topløs hertuginde og en ivrig læser af royalt stof for nu at tage et eksempel) er en telelinse.»
Mogens Mugge Hansen har oplevet lidt af hvert i sin tid som kongelig hofreporter for SE & HØR, og i “Mor dig kongeligt” stryger han om sig med royale anekdoter til de læsere, der troede, de vidste alt om de kongelige.
Mogens Mugge Hansen (1937–2004) var i en lang årrække kongelig hofreporter og skrev ved siden af sit arbejde som journalist et væld af bøger. Som forfatter bevægede han sig inden for mange forskellige genrer, heriblandt krimi, reportage om de kendte og kongelige og true crime. I 2003 modtog Mogens Mugge Hansen Fortjenstmedaljen i sølv med krone af Dronning Magrethe.