De kørte forbi et hus i en gade et øjeblik senere, ét hus i en hel by af huse der var mørke, men i dette hus var alt det elektriske lys tændt, hvert vindue var en strålende gul illumination, firkantet og varm i det kølige mørke.
– Det er mit hus, sagde Leonard Mead.
Der var ingen der svarede ham.
Bilen kørte videre ned gennem tomme flodsengsgader og bort, væk fra de tomme gader med de tomme fortove, og der var ingen lyd og ingen bevægelse hele resten af den kølige novembernat.