Jeg ville være populær, så jeg løb også nogle gange langsomt, og den pinlige sandhed er, at jeg gerne ville fanges – jeg kunne godt lide den elektricitet, der løb fra min tissekone og ud i hele kroppen, selv i forventning om den varme lille hånd – men det er også sandt, at når hånden så viste sig, klemte en eller anden refleks i mig, et indgroet forsvar, nedarvet fra min mor, altid mine ben sammen, og jeg prøvede at kæmpe imod hånden, hvilket altid i sidste ende var umuligt. Jeg opnåede ikke andet end at gøre mig endnu mere upopulær ved at kæmpe imod i de første sekunder.