beundrer mere, vil jeg foreslå, at De venter lidt, inden De går tilbage til Deres soveværelse.
– Det ... kan jeg ... ikke, svarede pigen.
Markisen blev atter opmærksom på hendes forfærdede ansigtsudtryk.
Han gjorde en håndbevægelse hen mod en stol over for den, han selv havde i sinde at sætte sig i, og nu satte hun sig på kanten af den, mens hun nervøst foldede sit sjal over brysterne, som om det pludselig gik op for hende, hvor lidt hun havde på.
Hun så meget ung og forsvarsløs ud, da hun løftede blikket mod markisen, og han smilede til hende på en måde, som utallige kvinder havde fundet besnærende, mens han roligt sagde:
– Har De lyst til at fortælle mig, hvorfor De er i denne knibe?
– Jeg ville ønske ... at jeg selv ... vidste det, svarede hun.
Han satte sig over for hende og ventede åbenlyst på, at hun skulle fortsætte, og nu forklarede hun:
– Jeg ankom her i aften med diligencen sammen med min kammerpige. Det var blevet aftalt, at passagererne skulle overnatte, og at vi alle skulle spise sammen i den store spisesal.
Markisen vidste, at dette var almindeligt, når det blev nødvendigt at overnatte. Han interesserede sig mindre for, hvad den unge pige sagde, end for hendes stemmes bløde, musikalske tonefald.
Mens han vedblev at se på hende, gik det op for ham, at hun var endnu mere yndig, end han først havde troet.
I skæret fra kaminen kunne hendes hårfarve minde om malerier af tidligere renæssance-malere, og det forekom ham, at han aldrig havde set en kvinde med så store øjne i et fuldendt, ovalt ansigt.
Hun havde en lille, lige næse, og hendes læbers udsøgte buer var svagt rosafarvede som en pariserrose.
– Hvad hedder De? spurgte han brat og afbrød hendes fortælling.
– Vanessa Lens, svarede hun.
– Jeg er markis af Ruckford. Så nu har vi præsenteret os for hinanden.
Han syntes, at hendes øjne blev lidt store af overraskelse, så han fortsatte:
– De har måske hørt om mig?
– Ja ... jeg har hørt, at De ejer nogle meget fine ... malerier.
Det var ikke lige det svar, markisen havde ventet.
– Interesserer De Dem for malerier? spurgte han.
– Min far er miniature-maler, svarede