ordene rigtige og kommer i den rigtige rækkefølge, så jeg tror, de bliver byttet lidt om, fordi de skal ud af det lille bitte hul. Nogle gange, når vi snakker, føles det, som om skålen bliver lidt lettere, og hullet bliver en lille smule større, og andre gange så bliver hullet igen meget lille. Som for eksempel når lægerne har travlt med at finde mig. Så føles det, som om de slår på skålen med en hammer, men det er farligt, for hvis de får slået hul, kommer der jo hakker i skålen, som jeg kan slå mig på, når jeg skal ud, og så er jeg måske slet ikke mig mere, når jeg kommer ud herfra. Så jeg synes bare, det skal være lige, som det er med dig. Lige så stille og roligt, og vi taler om tingene, så tror jeg godt, at jeg med tiden kan komme ud.”