haft det i perioder. Og da er mine forældre trådt til og har sagt, at nu skulle jeg tage til træning eller holde ud i en særlig slem periode, fordi der ventede et stort stævne forude. Da hele familien var i USA i 1999, sørgede de fx også for, at jeg fik svømmet hver dag, selv om det nogle gange krævede lidt logistik. Men man kan ikke bare stoppe første gang, det gør lidt ondt eller bliver lidt besværligt, og det har mine forældre helt sikkert været med til at sørge for, at jeg ikke gjorde; både i forhold til den daglige træning, og i sommerferierne, hvor de har sørget for, at jeg fik svømmet lidt eller løbet nogle ture. Der har også været gange, hvor mine forældre har været mere skuffede end mig. Da jeg var 13, blev jeg ikke udtaget til et internationalt stævne i Luxembourg, hvor man kunne kvalificere sig til ungdoms -ol. Det blev mine forældre sure over, fordi de mente, at jeg var god nok, mens jeg selv tog det lidt mere roligt. Trænerne, der udtog holdet, mente åbenbart ikke, at jeg var god nok, og så måtte jeg jo bare bevise, at de havde taget fejl. Men jeg opfatter på ingen måde mine forældres støtte og pres som noget negativt. Jeg ville jo selvfølgelig have sagt fra, hvis det var blevet for meget, og jeg er glad for, at de fik mig til at holde ud i de slemme perioder, så jeg kunne nå dertil, hvor jeg er i dag. Det kræver en masse ofre i forhold til familie og venner – jeg har fx kun været med min familie på sommerferie én gang siden 2002 – men jeg ser sådan på det, at det er en begrænset periode, og