Sandheden er, at jeg oplever barnet som en pligt. Jeg føler ikke, han er den gave, som mange siger, at børn er. Eller at han er min store, livslange kærlighed. Jeg føler, at han er en opgave. Et ansvar, jeg har fået, og som jeg tager på mig for at give ham den bedste start på livet. Passe på ham, made ham, stimulere ham og fylde ham op med kærlighed. Det er ren biologi, og det falder mig let, men jeg er ked af, at jeg ikke mærker samme lethed indeni. Det føles påtaget. Jeg er ikke mig, når jeg er sammen med ham. Jeg er en anden.