Først da bemærkede de at samtlige musikere på scenen bar sort i sorg. Med ét tav alle. Og da dirigenten løftede armene, var det ikke en symfoni som fyldte salen.
Det var Eyllwes Sang.
Derefter kom Fenharrows Sang. Og Melisandes. Og Terrasens. Samtlige nationer som havde haft folk i arbejdslejrene.
Og slutteligt, ikke for pomp og pragt eller for at triumfere, men for at sørge over hvad de var blevet til, spillede de Adarlans Sang