ramte ham hårdt i ansigtet. Den ventede. Det var, som om den stirrede på ham. Som om den kunne se ham og tøvede. Han råbte igen, højere, skreg nærmest og kæmpede sig endelig op at sidde. Så besluttede den sig og åbnede gabet, jorden faldt tungt over ham og fyldte graven. Støvet steg op og fik gravemaskineføreren til at frembringe en hul morgenhoste, han drejede søvnigt grabben væk, så den kunne tage en ny stor mundfuld jord