Krig og fred

Han var en hyppig og velset Gæst i Anna Pavlovnas Saloner og deltog begejstret i sin Datters »diplomatiske« Soireer, men det skete ikke saa sjældent, at han tog fejl og forfægtede de forkerte Standpunkter de forkerte Steder.

Han saa, at Czaren var omgivet af et helt Hof af Mennesker, der dels prøvede at smigre ham, dels hver især ønskede at drage ham til den Side, de mente var den rigtigste, eller som de kunde have størst Fordel af. Alle disse forskellige Partier gjorde alle Forberedelser usikre og vaklende og førte til en fuldkommen Hvirvel af Intriger, som i høj Grad var til Skade for Hærens Forberedelser.

Anatol var i og for sig tilfreds med sin Stilling og følte sig overbevist om, at han ikke kunde leve anderledes, end han nu engang levede, og at han ikke tilføjede nogen noget ondt dermed. Ligesom Fisken er bestemt til at boltre sig i Vandet, saaledes mente han, at det var hans Bestemmelse at bruge 30,000 Rubler om Aaret og være Nummer Et overalt, hvor han kom frem. Denne Overbevisning var saa rodfæstet, at han følte sig overbevist om, at ogsaa andre maatte se paa det paa samme Maade og være parat til at afstaa Førstepladsen til ham og forsyne ham med Penge, som han modtog, uden at det kunde falde ham ind nogen Sinde at betale dem tilbage. Han var ingen Spillernatur, i hvert Fald ikke af den Slags, som spiller for Gevinstens Skyld. Han var heller ikke ærgerrig, saa det var ham fuldstændig ligegyldigt, hvad man mente eller tænkte om ham. Han havde derfor ofte vakt Faderens Vrede ved at lade haant om enhver Mulighed for at gøre Karrière. Det eneste, han brød sig om, var sit ubundne Liv, og saa elskede han Kvinder, og han kunde ikke indse, at der var noget forkert eller uhæderligt i dette. Han var absolut ude af Stand til at overse de ulykkelige Følger, Tilfredsstillelsen af hans Lidenskab kunde bringe over andre, og da han følte sig hævet over enhver Dadel, bar han sit Hoved højt i Bevidstheden om sin egen gode Samvittighed. Alle Ungersvende, der lever et lystigt Liv, føler sig som Regel overbevist om deres egen Uskyldighed, hvad de begrunder paa Biblens Ord: »Hende skal meget tilgives, fordi hun haver meget elsket,« og blot fordrejer det til: »Ham skal meget tilgives, fordi han har nydt Livet i fulde Drag!«