Planen

Jeg hedder Morten. Jeg vil gerne være skuespiller.”
“Og hvorfor vil du så gerne være skuespiller?”
“Jeg vil gerne være en anden end mig selv. Det kan jeg godt lide.”
“Hvad er der galt med ‘dig selv’?” spørger Heksen.
“Ikke noget,” siger jeg. “Det er bare ikke nok.”

Hver aften beder jeg til Gud som jeg ikke helt ved om jeg tror på før nu hvor jeg har brug for ham, om han ikke nok vil skåne mig for drillerier og mobning den næste dag

“Hvad er så det modsatte af racisme?”
Far kløede sig på issen og hev op i sine bukser.
“Det er sgu et godt spørgsmål. Men jeg ville mene at socialisme er et godt sted at starte.”
“Er du så socialisme, far?”
“Det kan du eddermame bande på, søn. Rød front. Ned med kap­italen og bankerne! Penge, det er noget man har i sine lommer.”

Alt er væmmeligt omkring mig. Tænk hvis jeg bare var blevet hjemme i Planen. Helt alene, fjorten dage uden de andre, hvilken fornøjelse, det ville have været. Men jeg er her, fasttømret til min familie, på ferie i kongerigets vindblæste røvhul, og alle på disse kanter, de forkrøblede, de bondske, de imbecile, de lavkulturelle, de indavlede kigger på os og synes vi er de underlige. Når jeg en dag får magten og sender bombeflyene af sted, ved jeg godt hvilken del af landkortet de skal begynde med at feje i skakten.

Mor slog i bordet så bestikket lettede fra papirdugen, og torskens hjerte næsten begyndte at hamre igen.

Hun var lidt højere og meget slankere end min mor der i en alder af 30 havde så stor en barm at man kunne samle brænde i hendes bh.

Han skal have lov til at hade mig. Han skal føle han har ret. Hvis det er hans slags, hele dette holds slags, som jeg forråder og vender ryggen, så gør jeg det gerne

Den samme dag finder jeg knappen til min egen fornuft.

Jeg læser uddrag af manifester fra seriemordere og galninge, terrorister og anarkister for at kravle rundt inde i hjernecellerne på disse mennesker der lod hadet komme til udtryk frem for at lade sig brænde op af det.

Knap nok har jeg opdaget at jeg er blevet student, 18 år gammel, myndig og med kørekort, før det slår mig som en velfortjent lussing at jeg står tilbage uden nogen som helst form for plan eller fremtidsdrømme.