Sommerregn

Hans ansigtstræk stod som hugget i sten, og i hans blik kunne hun ikke blot se bundløs sorg, men også noget, som lignede had og bitterhed.

Smilende blev hun stående og lyttede til de velkendte lyde. Vinden, som susede i trætoppene, og fuglene som sang.

Inde under natkjolen slog hendes hjerte voldsomt af ren, varm lykke og forventning. I dag var det hendes bryllupsdag. Endelig. Om få timer skulle hun stå brud ved Jonas’ side foran alteret i Løten Kirke – den kirke, hun både var døbt og konfirmeret i, men også hvor hendes mor var blevet stedt til hvile en mørk novemberdag for snart 22 år siden.

Hun havde ringet til sin far, så snart kirken var reserveret, og havde indstændigt bedt ham om at hyre folk til at hjælpe med alle forberedelserne. Faren havde lidt undvigende svaret, at han nok skulle tage sig af det hele, og at hun ikke behøvede at være involveret. Hvad i alverden mente han med det? Han vidste jo, at alle de voksne fra Lillegårdsbakken kom, at alle dem fra Ås kom, og at Johannes forældre også kom. Ja, og så Gustav, naturligvis, for han skulle være Jonas’ forlover. Kunne hun virkelig regne med, at hendes far havde styr på bryllupsmiddagen?

Da Jonas, Jon og hun var ankommet sent i går eftermiddag, var hun blevet temmelig overrasket over, at alt så ud, som det plejede i huset.