Nationalisterne havde problemer med, at rettighederne var almene, abstrakte og uden rødder i nationale traditioner samt med, at de overskred nationens rum i gyldighed. Forbehold, som allerede den konservative Burke havde fremført umiddelbart efter 1789.
For arbejderbevægelserne var det anderledes, skønt konsekvensen gik i samme retning. Det er f.eks. betegnende, at social–revolutionære bevægelser (kommunister, socialister, anarkister osv.) ikke påberåbte sig menneskerettighederne. De blev selvfølgelig ikke negeret, men der var flere grunde til, at de – således som de var formuleret af amerikanerne og franskmændene – dårligt kunne bruges som henvisningsinstans for de ideer, der cirkulerede bland kommunister etc. Et af de afgørende punkter var her menneskerettighedernes begreb om ejendom. De social–revolutionære hævdede, at dette begreb var et rent borgerligt begreb, en ren fordom. I den franske Declaration hedder det i sidste artikel: “Da ejendommen er ukrænkelig og hellig, må ingen berøves den, medmindre en lovlig fastslået offentlig nødvendighed indlysende kræver det og under betingelse af en retfærdig og forudgående skadeserstatning”. Den franske anarkist Proudhon (1809–1865) havde denne salut til ejendommen: “Ejendom er tyveri”.
indhold af mrd