Litteratur

fremad – eller for at udgøre en vinkel, hvorfra verden observeres. Visse karakterer er næsten udelukkende funktionelle. Det gælder typisk bipersoner, som kun dukker op for at udføre en bestemt handling

Endelig er alle karakterer, igen i større eller mindre grad, funktionelle – dvs. et tandhjul i fortællingens maskineri. Karakterer er også agenter (aktører og aktanter); de er der for at drive plottet

n karakter, der overrasker, men ikke overbeviser, er en flad, som foregiver at være rund. Flade karakterer rummer nemlig ikke udviklingsmuligheder; de er typer. I reneste form er de bygget op over en enkelt egenskab (eksempelvis ”gerrighed”) eller en enkelt idé. En an

anden måde at sige det på er, at vægten for de flade karakterers vedkommende ligger på det tematiske snarere end det mimetiske aspekt.

en karakter er mimetisk, vil sige, at han eller hun er som et rigtigt menneske, eller måske snarere: som et muligt menneske. Det er karakterernes mimetiske aspekt, vi forholder os til, når vi som læsere tillægger karakterer egenskaber og motivationer, når vi forsøger at forstå og begrunde deres handlinger (mind reading), og ikke mindst når vi forholder os empatisk til dem. Det er også på dette niveau, vi tager stilling til, om karakterer er ”troværdige” – om det er plausibelt, at en karakter med de egenskaber og det udgangspunkt kan handle på netop den måde i den situation. Som sagt er alle karakterer mime

Prosa er linje, poesi er punkt’”

Udenværker som indholdsfortegnelse, bagsidetekst, titelblad, mottoer, kapiteloverskrifter, for- og efterord, illustrationer osv. udgør det, Gérard Genette (1987) har kaldt for parateksten

Litteraturen er samtidig frisat for gængse krav til kommunikationen (for eksempel formuleret af Grice 1975). Den behøver ikke være informativ, klar, sandfærdig, oprigtig, holde sig til det relevante etc

”Fortolkere afkoder ikke digte; de skaber dem”