Bogen giver gode råd og vejledning om, hvordan vi kan kontrollere vores kropssprog, og hvad vores krop skal sige, for at vi skaber tillid til andre og ikke virker nervøse i jobsamtalen eller til eksamenen.
De fleste af os er nervøse, når vi skal til jobsamtale eller eksamen, hvis vi skal holde et mundtligt oplæg for andre — eller blot gøre et godt førstehåndsindtryk. Det kan ikke bare høres på stemmen, det kan også ses på kroppen. Vores kropssprog afslører os og fortæller, om vi er nervøse og bange eller rolige og selvsikre. Selvom vi ikke altid er bevidste om det, så opfatter vi andres kropssprog og medtager det i den samlede bedømmelse af personen.
Ud fra psykologisk forskning gennemgår forfatteren kropssprogets betydning, hvordan du bliver opfattet af andre, og hvilke førstehåndsindtryk du kan udsende. Du får gode råd om, hvordan du kan udstråle mere værdi og blive mere konsistent i dit kropssprog og din væremåde. Væremåder, som ikke kun hjælper dig til jobsamtalen og eksamen — men også til møder, præsentationer, dating, networking, forhandling og alle de steder, hvor der er ansigt til ansigt-kommunikation mellem mennesker.