Sommeren er forbi. De fem venner fra efterskolens psykologihold har ikke snakket sammen, siden de sluttede på skolen. Nu mødes de på facebook — eller det vil sige, Mirabella, Rebekka, Tobias og Valdemar mødes her, men hvad med Johan? Hvorfor svarer han ikke, når de ringer og skriver til ham?
Det begynder sådan her:
MIRABELLA 8. september kl. 09.15
Hey, Rebekka, Valdemar, Tobias og Johan.
Er I der?
Johan, hvorfor er din telefon ikke oppe og køre? Jeg har prøvet at ringe på din hjemmetelefon, men jeg fik bare din skide sure storebror i øret. Han råbte, at jeg skulle blande mig uden om og knaldede røret på. Udenom hvad? Det var svært overhovedet at høre hvad han sagde, med de der gøende hunde i baggrunden.
Kommer I til gammel elevdag?
Måske bliver jeg hjemme. Skriv. Please.
Kram Bella
Tre måneder senere kender vi Bella, Beks Tobi og Valde som vores egne venner gennem de hundredvis af beskeder, de har skrevet til hinanden om deres liv — sammen og hver for sig.