ENTEN:
Når vår udfolder bøgens blad og salt i grenen rinder,
Når vilde skoves lyse bæk har storm i sine kinder,
Når skridt er langt, jeg ånder frit i bjergets skarpe blæst,
Kom hjem til mig, kom hjem til mig og sig, mit land er bedst!
ENTEKONEN:
Nu våren kom til mark og eng, i havens muld er grøde,
Som sneen i min abildgård nu falder blomster bløde,
Den søde duft, når regn og solskin falder på min jord,
Her er så smukt, jeg kommer ej, jeg bliver, hvor jeg bor.
ENTEN:
Når sommer ligger over land, når gylden middagsstunden
Kan kalde blide drømme frem hos træerne i lunden,
Når skovens sal er grøn og kold, når vinden står i vest,
Kom hjem til mig, kom hjem til mig og sig, mit land er bedst!
ENTEKONEN:
Når sommer brænder bærret brunt og modne frugter hænge,
Når strå er gult, når aks er hvidt, til høst i mark og enge,
Når æblet rundes, honning flyder, er vinden end i vest,
Jeg bliver her i solens skin, fordi mit land er bedst.
ENTEN:
Når vinter kommer, vilde tid, hvor høj og skov er slagen,
Når træer falder, dunkel nat opæder vinterdagen,
I bitter regn og dødens blæst, den kolde blæst fra øst,
Jeg søger dig og kalder dig, jeg kommer til dit bryst!
ENTEKONEN:
Når vinter kommer, sang forstummer, og mørket er os sendt,
Når knækket er den golde gren og lys og virke endt,
Jeg søger dig, jeg venter dig, da mødes vi igen,
Og sammen i den bitre regn vi vandrer da, min ven.
BEGGE:
Vi vandrer ad den samme vej, vi går mod vest, vi to,
Og langt herfra vi finder nok det land, hvor vi vil bo.“