Den kroniske uskyld

Min mor er syg,“ sagde Tore.

3,50, det kostede for stegt lever.

Det var som om der sad en stor vanddråbe uden om ham, så man kunne se ham klart, men alligevel ikke komme til at røre ved ham.

Ja, han var en høvding. Han havde været på strejftog, men nu var han vendt hjem. Nu var han kommet hjem til sin stamme, så den ikke længere skulle føle sig som en løsgående pram på et stort, usikkert hav.

, han havde haft det mægtigt, og det havde han ikke behøvet, for jeg kunne se trehundrede kilometer væk, at det var løgn.

. Der var noget mærkeligt tomt midt i ansigtet på ham.

jeg var så jaloux, at jeg kunne springe op og bide mig fast i armen på ham og aldrig nogensinde give slip igen.

Tore kom ikke i skole, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Tore og jeg kun gik i mellemskolen.

Jeg var sammen med ham hele tiden både om dagen og om aftenen. Det var dårlig nok jeg kunne nå at få slugt aftensmaden, så var det ud ad døren og ind til Tore, bare ind til Tore, så vi kunne sidde ude på hans værelse og give den gas og snakke om alt muligt.