Mange i den danske befolkning føler sig stressede, og vi hører meget om, at stress koster samfundet og virksomheder dyrt. Det forekommer derfor paradoksalt, at stress ikke er en officiel diagnose. Er stress en folkesygdom, der rammer selv de mest velfungerende medarbejdere, eller er stress bare et andet ord for travlhed og brok? Er vi blevet til en nation af pylrede og krævende medarbejdere, som vil det hele både på hjemme— og arbejdsfronten? Eller dækker stress over en reel psykisk og fysisk lidelse, som opstår på grund af urimelige arbejdsbetingelser?
Bogen her giver nye bud på, hvad stress handler om. Den formidler både den nyeste viden om fænomenet og rummer løsningsorienterede bud fra nogle af landets mest erfarne praktikere, som arbejder for at afhjælpe stress.