hr. Geronimo tog ødelæggelserne i øjesyn, følte han, at han var til stede ved sin fantasis død, at han stod på det gerningssted, hvor den var blevet myrdet af det tykke, sorte mudder og fortidens uforgængelige lort. Det er muligt, at han græd. Og dér på de førhen bølgende plæner, der nu var skjult under den opsvulmede Hudsonflods sorte mudder, mens han, idet han græd en lille smule, stod og så ud over ruinerne af mere end et årti af sit bedste anlægsarbejde – stenspiralerne, der var et ekko af den keltiske jernalder, Den Forsænkede Have, der stillede sin kusine i Florida i skyggen, analemma-soluret, der var en kopi af det ved Greenwich-meridianen, rododendronskoven, den minoiske labyrint med den tykke stenminotaurus inde i midten og de hemmelige hækskjulte kroge, alt sammen gået tabt og ødelagt under historiens sorte mudder, som trærødderne ragede op af som druknende mænds arme – dér var det, at hr. Geronimo forstod, at hans fødder havde udviklet et væsentligt nyt problem. Han trådte ud på mudderet, men hans støvler hverken svuppede eller hang i. Han tog to-tre forvirrede skridt hen over sortheden og så sig tilbage og konstaterede, at han ikke havde efterladt sig nogen fodspor.
„Hvad satan?“ råbte han bestyrtet. Hvad var det for en verden, uvejret havde slynget ham ud i?