Ideelt set ville vi være i stand til at le, på den blidest tænkelige måde, når vi bliver udsat for den surmulendes raseri. Vi ville anerkende det rørende paradoks. Den surmulende kan godt være to meter høj og have en voksent arbejde, men det egentlige budskab er en gribende regression: „Inderst inde er jeg stadig et spædbarn, og lige nu vil jeg have, du skal være min forælder. Jeg har brug for, at du kan gætte, hvad der virkelig er galt med mig, sådan som folk gjorde, da jeg var baby, dengang mine første forestillinger om kærlighed blev dannet.“