“Skal du ikke ha’ jakken på?” spurgte Oscar. “Jeg mener, når du nu lige har været syg ...”
Det lød mærkeligt mor-agtigt i hans mund, men jeg tror han faktisk var lidt bekymret for mig. Jeg så mig hurtigt omkring. Josefine var ikke i nærheden, og Erik stod et stykke væk og diskuterede et eller andet med en anden lærer.
“Jeg har en mus i ærmet,” sagde jeg lavt.
“Hvad har du?”
“Shhhh.”
Han stirrede på mig. “Er den tam?” sagde han. “Er det en af de dér hvide?”
“Nej. Kom. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvad den vil.”
“Hvaffornoget?”
Da først jeg havde sagt det, kunne jeg godt høre det lød underligt. Men jeg vidste bare at den ville noget. At det ikke var tilfældigt at den havde gemt sig først i mit penalhus og nu i mit ærme.
“Jeg ved godt det lyder underligt,” sagde jeg.
Han grinede. “Hey. Du er jo underlig,” sagde han. “Det er ikke nogen nyhed.”
“Vel er jeg ej. Jeg er da helt normal.” Lille og genert og leverpostejagtig, måske, men normal. I det mindste indtil kæmpekatten overfaldt mig og fik mig til at se ud som om jeg var stødt ind i et rivejern. “Jeg er i hvert fald ikke mere underlig end dig!”
“Kom nu,” sagde han bare. “Jeg vil se den mus.”
Vi gik ind på det gamle wc i gården som der næsten aldrig var nogen der brugte mere fordi det lugtede grimt og var fra dengang børn gik med korte bukser og fik bank hver onsdag. Forsigtigt trak jeg ærmet op så vi begge to kunne se musen.
Det var en almindelig husmus, gråpelset og langsnudet, med hvide knurhår og blanke sorte øjne. Dens forpoter var lyserøde og lignede bittesmå hænder. Den stak ikke af, men satte sig tværtimod op på bagbenene og vimrede med næsen.
“Den er da meget sød,” sagde Oscar. “Men det må da være nogens kæledyr, den er jo helt tam.”
“Det tror jeg ikke,” sagde jeg.
“Hvorfor ikke? En almindelig mus var da stukket af for længst.”
“Der er noget galt med den,” sagde jeg. “Se dens snude.”
Oscar bøjede sig ned for bedre at kunne se. “Ja,” sagde han. “Den har et sår.”
Forsigtigt løftede jeg armen til musen kom op i øjenhøjde. Den gik ned på alle fire og greb lidt bedre fat med sine lyserøde poter, men blev ellers siddende.
Oscar havde ret. Der var en plamage af størknet blod og væske på den ene side af snuden, og midt i det hele sad der noget sort og strittede. En torn. En tynd torn fra en eller anden busk havde boret sig ind