De ovenfor skitserede forestillinger om videnskabelige teorier bygger på, at vi er fornuftsvæsener, som er frie til at observere universet, som vi ønsker det, og at drage logiske konklusioner fra det, vi ser. I en sådan ordning er det rimeligt at formode, at vi vil kunne komme stedse nærmere de love, som styrer universet. Dog, hvis der virkelig findes en fuldstændig forenet teori, vil den formentlig tillige bestemme vore handlinger. Og således ville teorien selv bestemme udfaldet af vores søgen efter den! Og hvorfor skulle den for den sags skyld bestemme, at vi ville komme til at drage de rette konklusioner ud fra det foreliggende grundlag? Kunne den ikke lige så vel bestemme, at vi skulle nå frem til de forkerte konklusioner? Eller slet ingen konklusioner?
Det eneste svar, jeg kan give på dette problem, er baseret på Darwins princip om naturlig udvælgelse. Ideen er, at i enhver population af selvreproducerende organismer vil der være variationer i det genetiske materiale og den opvækst, forskellige individer har. Disse forskelle vil betyde, at nogle individer er bedre i stand til at drage de rette konklusioner om verden omkring sig og at handle derefter. Disse individer vil have større chance for at overleve og formere sig, og derfor vil deres opførsels- og tankemønster ende med at dominere.