Den maskuline dominans

hævder langt fra, at dominansstrukturerne er ahistoriske, men vil tværtimod forsøge at fastslå, at de er resultat af et uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde, som enkeltstående agenter bidrager til (heriblandt mændene, med våben som f.eks. den fysiske vold og den symbolske vold) såvel som institutioner, familier, Kirken, Skolen, Staten.

Men, kunne man indvende, når en sådan delvist analytisk brug af etnografien historicerer og dermed af-naturaliserer det, der fremtræder som det mest naturlige i den sociale orden, nemlig opdelingen mellem kønnene, risikerer den da ikke at belyse nogle bestandige og uforanderlige størrelser – som netop danner grundlag for dens socioanalytiske effektivitet – og derigennem at ratificere og eviggøre en konservativ forestilling om relationen mellem kønnene: selve den forestilling, der sammenfattes i myten om »det evigt kvindelige«? Det er dér, man må give sig i kast med et nyt paradoks, der kan nødvendiggøre en fuldstændig revolutionering af tilgangen til det, man har villet studere i form af »kvindehistorie«: Når vi, uafhængigt af alle de synlige ændringer af kvindens vilkår, kan iagttage disse uforanderlige størrelser i dominansforholdene mellem kønnene, bliver vi nødt til at lade den vigtigste genstand for undersøgelsen være de historiske mekanismer og institutioner, der gennem historien uophørligt har trukket disse uforanderlige størrelser ud af historien.
En sådan revolutionering i erkendelsen ville ikke være uden følger i praksis, og

De opdelinger, der konstituerer den sociale orden, og mere præcist de sociale dominans- og udnyttelsesforhold, der institueres mellem kønnene, indskriver sig således gradvist i to forskellige klasser af habitus, i form af indbyrdes modsatte og komplementære, kropslige hexis og i form af principper for anskuelse og opdeling; disse fører til at klassificere alle ting i verden og alle praktikker ifølge kendetegn, der kan reduceres til modsætningen mellem det maskuline og det feminine.

Den symbolske vold institueres ved hjælp af den tilslutning, den dominerede ikke kan undgå at give den dominerende (altså dominansen). Det sker, når den dominerede, for at tænke den dominerende eller for at tænke sig selv, eller snarere for at tænke sig selv i forhold til den dominerende, kun råder over erkendelsesredskaber, som deles med den dominerende; disse redskaber er blot dominansforholdets inkorporerede form og lader dermed dette forhold fremtræde som værende naturligt. Eller med andre ord: den dominerede tilslutter sig dominansen, når de skemaer, den dominerede sætter i værk for at opfatte og vurdere sig selv, eller for at opdage og vurdere de dominerende modsætninger (høj/lav, maskulin/feminin, hvid/sort osv.), er resultat af inkorporeringen af de således naturaliserede klassificeringer, den dominerede som socialt væsen selv er resultat af.

den kabylske tradition, der ellers ikke er rig på retfærdiggørende diskurser, påkalder sig en slags oprindelsesmyte for at legitimere de positioner, der tildeles de to køn i opdelingen af handlinger under kønsakten, og gennem kønsopdelingen af arbejdet vedrørende produktion og reproduktion også i hele den sociale orden og hinsides denne, i den kosmiske orden.

De kabylske bjergbønder har, på trods af erobringer og forandringer gennem tiderne og uden tvivl som reaktion mod disse, bevaret nogle strukturer, som især er beskyttet af den relativt uændrede, praktiske sammenhæng mellem adfærdsformer og diskurser delvist løsrevet fra tiden gennem rituel stereotypisering; disse strukturer repræsenterer en paradigmatisk form af det »fallisk-narcissistiske« syn og den androcentriske kosmologi, som er fælles for alle middelhavssamfund, og som endnu i dag, men i en delvis og ligesom sprængt form, overlever i vore kognitive og sociale strukturer.

Det, den mytiske diskurs udtrykker på en når alt kommer til alt ret naiv måde, bliver således af institueringsriterne fuldbyrdet på mere snedig og utvivlsomt symbolsk mere effektiv vis; og disse riter indskriver sig i en række operationer, der skaber differentiering, med henblik på, hos hver enkelt agent, mand eller kvinde, at fremhæve de ydre tegn, der mest umiddelbart svarer til den sociale definition af den enkeltes kønslige kendetegn; eller med henblik på at anspore til de praktikker, der er passende for den enkeltes køn, alt imens den adfærd, der er upassende, især i forholdet til det andet køn, forbydes eller modarbejdes.

Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver retfærdiggørelse6: den androcentriske anskuelse gør sig gældende som værende neutral og har ikke brug for at blive udsagt i diskurser, der sigter mod at legitimere den7

Den sociale verden konstruerer kroppen som kønsliggjort realitet og som forvalter af kønsliggørende principper for anskuelse og opdeling. Dette inkorporerede, sociale program for opfattelse anvendes på alle ting i verden, og først og fremmest på kroppen selv som biologisk realitet: det er dette program, der konstruerer forskellen mellem de biologiske køn, i overensstemmelse med principperne for en mytisk verdensanskuelse rodfæstet i det vilkårlige forhold, som mændenes dominans over kvinderne er. Dette forhold er selv igen, med arbejdsdelingen, indskrevet i den sociale ordens realitet. Den biologiske forskel i køn, dvs. mellem den mandlige og den kvindelige krop, og ganske særligt den anatomiske forskel mellem kønsorganerne, kan således fremtræde som den naturlige retfærdiggørelse af den socialt konstruerede forskel i køn eller genus, og særligt af arbejdsdelingen. (Kroppen og dens bevægelser er model for universelle begreber underkastet en social konstruktionsproces, og dens betydning, især den kønslige, er hverken helt bestemt eller helt ubestemt, således at den symbolik, der knyttes til den, på én gang er konventionel og »motiveret« og dermed praktisk talt bliver opfattet som naturlig.) Det er altså princippet for den sociale anskuelse, der konstruerer den anatomiske forskel, og denne socialt konstruerede forskel får udseende af at være naturligt grundlag og naturlig garanti for den sociale anskuelse, som den faktisk bygger på; således får man et cirkulært årsagsforhold, som holder tanken fast i de åbenbare dominansforhold, der på én gang er indskrevet i objektiviteten, i form af objektive opdelinger, og i subjektiviteten, i form af kognitive skemaer, der er organiseret ifølge disse opdelinger og dermed organiserer opfattelsen af disse objektive opdelinger.

Følgelig bliver den androcentriske forestilling om den biologiske reproduktion og den sociale reproduktion udstyret med objektiviteten i en fælles mening, forstået som en praktisk, doksisk konsensus om meningen med praktikkerne. Og kvinderne selv anvender på enhver virkelighed, og i særdeleshed på de magtforhold, de er fanget i, tankeskemaer, der er resultat af inkorporeringen af disse magtforhold, og som kommer til udtryk i den symbolske ordens grundlæggende modsætninger. Dertil kommer, at kvindernes erkendelseshandlinger, netop som følge heraf, bliver praktiske anerkendelseshandlinger, handlinger af doksisk tilslutning, en tro, der ikke behøver at tænkes og gøre sig gældende som sådan, og som på sin vis »skaber« den symbolske vold, de er underlagt51.