Syng, levende og døde, syng

Richie har aldrig været så ubevægelig, så tavs. Hans mund åben, stivnet. Øjnene store og sorte. Han står på tæer, han kunne være lavet af sten

Så jeg glider ned ad muren og sætter mig ved siden af Pop på verandaen. Jeg

Som om hendes hud er et skrog gennemtæret af rurer

men når jeg huskede hans ansigtsudtryk, at han på en gang så vred og skyldbetynget ud, fik det mig til at ønske at jeg aldrig havde rørt det skod, aldrig havde stjålet den tændstik, aldrig tændt den, aldrig gemt mig deromme hvor Pop kunne finde mig.

Jeg har gjort alt hva’ jeg ku’. Brygget urter og miksturer. Åbnet mig selv for mystère. For Skt. Judas, for Marie Laveau, for Loko. Men de ka’ ikke komme ind. Kroppen vil ikke ha’ det,” siger hun

Hun klemmer min hånd, og det er medynkvækkende.

Hun greb mig om skuldrene, trak mig op så hun kunne se mit ansigt. “Hva’ vil du gøre?”

Kaminen er stor, murværket er sortsvedet i kanterne og malingen for længst afstødt som et slangeskind

Den løftede sit hvide hoved og svajede, og langsomt, som maling der opløser sig i vand, blev dens skæl sorte, række efter række, indtil den havde samme farve som rummet mellem stjernerne. Små fingre sprang frem fra dens sider og blev til vinger, to fuldendte sorte skællede vinger. To klobesatte fødder gennemtrængte dens underside og gravede sig ned i jorden, og dens hale skrumpede ind og foldede sig ud som en vifte. Det var en fugl, men ikke en fugl. Ingen fjer. Kun sorte skæl. En skællet fugl. En hornet grib.

Den løftede sit hvide hoved og svajede, og langsomt, som maling der opløser sig i vand, blev dens skæl sorte, række efter række, indtil den havde samme farve som rummet mellem stjernerne. Små fingre sprang frem fra dens sider og blev til vinger, to fuldendte sorte skællede vinger. To klobesatte fødder gennemtrængte dens underside og gravede sig ned i jorden, og dens hale skrumpede ind og foldede sig ud som en vifte. Det var en fugl, men ikke en fugl. Ingen fjer. Kun sorte skæl. En skællet fugl. En hornet grib