Skyggen

så ønskede jeg gerne at De ville sige De til mig!"

"Om forladelse!" sagde den lærde mand, "det er gammel vane, som sidder fast!? De har fuldkommen ret! og jeg skal huske det! men nu fortæller De mig alt hvad De så!"

der var en historie tíl om en mand uden skygge, den kendte jo alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han gik og lignede efter, og det behøvede han ikke.

det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! at jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!"

men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har nogensinde været menneske og engang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig se, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal!

Man giver tit sin tjener finere klæde i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske!

Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bag efter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen;

vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!"

"Det er for galt!" sagde den lærde mand.

"Men sådan er nu verden!" sagde skyggen, "og således bliver den!"

De forstår Dem ikke på verden. De bliver dårlig ved det. De må rejse! jeg gør en rejse til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!"

Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn;? jeg så," sagde skyggen, "hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne ville vide, ondt hos naboen.

jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneskefernis, som gør et menneske kendeligt.