Fanny flytter – operation gekko

slår mig på hver sin skulder og smiler taknemligt, før de skynder sig ind på værelset med gekkoen. Det er klart, at jeg har vundet respekt. Jeg ved, jeg skal sige dem sandheden om, hvordan det blev muligt, at han tog gekkoen som gidsel, men det bliver ikke lige nu.
Jeg må have fat i Bob og høre, hvad det hele

„Kom lad os gå ud i haven og få lidt frisk luft og en kop kaffe,“ siger Bob. „Det trænger du vist til.“
Der bliver stille. Det betyder nok, at der er fri bane.
Jeg sniger mig op ad trappen, igennem køkkenet. Ude i haven kan jeg se, de har sat sig ved et lille bord, under et stort æbletræ. Det blå hår lyser.
Solen er kommet og skinner lige nu ned igennem grenene

den fra …?“
„Konfiskeret. Tror du ikke, jeg kan kende et strålevåben, når jeg ser det. Det er sådan noget, han kan, videnskabsmanden. Farlige ting.“
„Han er så vidt jeg ved begyndt at arbejde i vejvæsnet,“ siger Bob.
„Nå, så kan man altså ikke engang køre til

Kapitel 18
For resten hedder jeg Fanny!

Pyha, jeg overlevede. Han er på vej op ad trappen igen. Han opdagede slet ikke, at gekkoen var væk. Han bemærkede slet ikke mig.
„Altså, det er en ventilator til at lave frisk luft med,“ siger Bob lidt længere oppefra, da naboen begynder at gå op ad trappen. „Har du stjålet

fra …?“
„Konfiskeret. Tror du ikke, jeg kan kende et strålevåben, når jeg ser det. Det er sådan noget, han kan, videnskabsmanden. Farlige ting.“
„Han er så vidt jeg ved begyndt at arbejde i vejvæsnet,“ siger Bob.
„Nå, så kan man altså ikke engang køre til Rønne mere,“ siger farfaren surt.
„Kom lad os gå ud i haven og få lidt frisk luft og en kop kaffe,“ siger Bob. „Det trænger du vist til.“
Der bliver stille. Det betyder nok, at der er fri bane.
Jeg sniger mig op ad trappen, igennem køkkenet. Ude i haven kan jeg se, de har sat sig ved et lille bord, under et stort æbletræ. Det blå hår lyser.
Solen er kommet og skinner lige nu ned igennem grenene på Bob.
Jeg smutter ud, med gekkoen i æsken, og ind til mine to ventende brødre.
De slår mig på hver sin skulder og smiler taknemligt, før de skynder sig ind på værelset med gekkoen. Det er klart, at jeg har vundet respekt. Jeg ved, jeg skal sige dem sandheden om, hvordan det blev muligt, at han tog gekkoen som gidsel, men det bliver ikke lige nu.
Jeg må have fat i Bob og høre, hvad det hele går ud på.
Jeg stiller mig ved hans knallert og venter. Der går ikke længe, før han står der. Han tager hætten ned. „Så,“ siger han og smiler. „Fik du befriet den stakkels gekko?“
„Ja, tak for hjælpen,“ siger jeg. „Vidste ikke, at det ville være SÅ let for dig at aflede ham,“ siger jeg prøvende. „Vidste faktisk ikke, I kendte hinanden?“
„Det er det heller ikke altid. Han kan være lidt besværlig.“
„Han har mange våben i sin kælder … din … FARFAR,“ siger jeg og sætter hænderne i siden, så han både kan se og høre, at jeg venter på en forklaring.
„Ja, I know. Men I skal ikke være bange. Han snakker bare. Våbnene er uskadeliggjort. Det var en af de ting, mine forældre nåede at gøre.“
„Dine forældre? Som du altså ikke har mere?“
„Nemlig,“ siger han. „Vær glad for dine, uanset hvor skøre de er, ikke?“
„Så du bor hos ham … vores nabo?“
„Jep, jeg har et værelse i gavlen, som er mit … og som jeg bruger en gang imellem.
„Et værelse i gavlen?“
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den skygge jeg har set deroppe, når jeg har kigget ud.
„Har du luret fra det vindue?“ siger jeg strengt.
„Nej, altså kun kigget et par gange, når din mor råbte og lavede show i haven. Og så har jeg jo også kigget lidt på dig, når du kom udenfor. Du er jo ret sød at kigge på, ved du …“
Jeg rødmer, totalt tomatrødme.
„Men jeg er mest nede ved havnen, når vejret er til det. Jeg er på vej derned nu. Vil du med? Vi kunne tage ud og sejle?“ Han laver gåseøjne med fingrene og smiler.
Jeg vender mig og kigger mod vores hus, drengene står på deres værelse og kigger på os. Fulde af beundring. Godt de ikke kan mundaflæsning.
„Hm … Ikke nu, jeg har en gekko og et par brødre, jeg lige skal snakke med … Hvad med i morgen?“
„I morgen er fint. Tag Hunni med … nå ja, og gekkoen og brødrene, hvis de vil.“
„Så så,“ siger jeg og griner. „Det KAN også gå FOR hurtigt, alt det her familiesammenføring … Men for resten, så hedder jeg Fanny!“
„Hej, Fanny!“ siger han og smiler.

Kapitel 12
Overrasket i skabet

reflekser.
„Hans …“ så siger mor ikke mere, men rejser sig og går hen til vinduet og kigger ud. Hun synker et par gange, så det knirker højt. „Det er så fint, at du kører damptromle,“ siger hun efter et par minutters tavshed

Laurits, Konrad og jeg sidder helt stille. Ingen tør stille spørgsmålet. Er det Hans? Og hvad er det, han kører i? Hvad siger den fine Lene de Bang til, at hele vejen nu ved, at hun er gift med en asfalta

en direktør?
„Kom og se!“ siger Hans, da han pludselig står i døren med et stort

og kigger ud. Hun synker et par gange, så det knirker højt. „Det er så fint, at du kører damptromle,“ siger hun efter et par minutters tavshed. „Jeg vil også meget hellere have, at du er her på øen hver nat,“ siger hun. „Så kan du hjælpe mig med at jage hanen væk og holde ham bonden nede fra sit tårn. Han udspionerer os, når du ikke er her.“