Jeg så rædselsslagen til, mens fugleskræmslerne begyndte at bevæge sig i fuldmånens lys.
Det rykkede i deres arme. Deres lærredshoveder bøjede sig forover.
Dem alle. På én gang.
Det rykkede i alle fugleskræmslerne, de vred sig og strakte sig – som forsøgte de at komme fri fra deres pæle.
»Mark – skynd dig!« skreg jeg.
Jeg hørte hurtige trin dundre ude i gangen. Mark stormede forpustet ind på mit værelse. »Jodie – hvad sker der?« råbte han.
Jeg gjorde panisk tegn til, at han skulle komme hen til vinduet. Da han stillede sig ved siden af mig, pegede jeg ud over markerne. »Se – fugleskræmslerne.«
Han tog fat i vindueskarmen og lænede sig ud ad vinduet.
Over hans skulder kunne jeg se,