Psykologisk lommeordbog

narcissisme. Udtrykket stammer fra den smukke yngling i gr. mytologi, Narkissos, lat. Narcissus. Narkissos gengældte ikke Echos kærlighed og fik den straf at forelske sig i sit eget spejlbillede i vandoverfladen. I dag bruges udtrykket om en person, der er meget optaget af sig selv. For nogle år siden var det stærkt på mode og betegnede dels en bestemt type psykisk lidelse, som skulle være ret typisk for vor tid, dels unge der ikke fulgte samfundets normer. Som personlighedsforstyrrelse (narcissistisk personlighedsforstyrrelse) drejer det sig om en person, der tilsyneladende er velfungerende og vellidt og klarer sig godt. Og dog er der en indre tomhedsfølelse og meningsløshed. Personen svinger mellem stærk opstemthed, følelse af *grandiositet og nedtrykthed.
Man har udvidet denne individuelle forstyrrelse til at omfatte hele befolkningsgrupper, især unge. Man taler om præstationsangst, jeg-svaghed, manglende indfølingsevne, afhængighed af sanselige oplevelser, seksuel udfoldelse og dårlig evne til at formulere oplevelserne i ord. Denne »narcissistiske« ungdom er utilpasset, begår vold og hærværk, drikker og bruger stoffer.
narcissisme, primær. I psykoanalysen brugt om den tidligste udviklingsfase, hvor drifterne (libidoen) stadig er bundet til barnet selv. I denne fase betragtes det som den normale tingenes tilstand, men ses som en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, hvis den bliver ved eller opstår senere i livet. Teorien, som er omstridt, siger altså, at barnet starter sit liv med at elske sig selv, før det kan elske andre.
narcissisme, sekundær. I psykoanalysen en driftsbinding eller kærlighed, der vendes mod personen selv i stedet for mod andre mennesker

Milgram, Stanley (1933-84). Am. soc.psyk. der opnåede stor opmærksomhed ved sine studier af *lydighed

menneskesyn. Det er os sjældent nok bare at beskrive mennesket som andre dyrearter. Og selv et dyr er sværere at definere end en genstand. Når vi udtaler os om mennesket – eller om personligheden eller psyken – må vi benytte os af hjælpebegreber, i bedste fald en samling hypoteser. Vi kan så tale om en teori om mennesket. I visse tilfælde endda en videnskabelig teori om mennesket. For at kalde teorien videnskabelig skal den bestå af udsagn, der kan testes empirisk. Begrebet m er derfor bredere end »teori om mennesket«. M kan foruden at være videnskabelige også være filosofiske, dvs. bestå af udsagn om de egenskaber, som definerer et menneske, eller de kan være normative, dvs. handle om hvordan mennesket burde være. Videnskabelige m kan deles op som overvejende biologiske, psykologiske eller sociologiske, hvor den første tager mest hensyn til mennesket som organisme, den sidste ser på de sociale vilkårs indvirken på menneskets adfærd og bevidsthed. Psyk. teorier kan være fx behavioristiske, psykoanalytiske, marxistiske, humanistiske eller eksistentialistiske

melankoli. Fra gr. *typelære mente man, at temperamentet var knyttet til forskellige legemsvæsker og deres balancer i kroppen. Det melankolske, tungsindige temperament var knyttet til sort galde. I dag bruges udtrykket om en meget dyb depression, hvor man ikke mener, psykiske eller sociale årsager har nogen betydning.

legemsvæsker og deres balancer i kroppen. Det melankolske, tungsindige temperament var knyttet til sort galde. I dag bruges udtrykket om en meget dyb depression, hvor man ikke mener, psykiske eller sociale årsager har nogen betydning

kognition. De psykiske processer der angår opfattelse og sansning (perception), indlæring, tænkning og hukommelse. Man har traditionelt i den almene psyk. skelnet mellem kognitive, følelsesmæssige og sociale processer, eller tænkning, følelse og samvær.
kognitionsforskning/kognitionspsykologi. Se *kognitiv psyk.
kognitiv. Angående *kognition.
kognitiv adfærdsterapi. Behandlingsform der udgik fra *adfærdsterapi og *behaviorisme, men ikke begrænser sig til adfærden, men inddrager elementer som fantasi, forestillinger, selvopfattelser, tænkning osv. En hovedtanke er, at hvad klienten mener og tror, er bestemmende for hans følelsesliv. Se *kognitiv terapi.
kognitiv behaviorisme. Se *kognitiv adfærdsterapi.
kognitiv dissonans. Begreb skabt af den am. socialpsyk. Leon Festinger, der siger, at hvis en persons tanker og forestillinger angående et vigtigt emne indeholder uforeneligheder (evt. fordi han selv har modstridende forestillinger, eller fordi hans forestillinger strider med personer, han sætter højt) vil han opleve et ubehag, der motiverer ham til at mindske uenighederne ved at ændre nogle af forestillingerne om emnet

hukommelse. Evnen til at hente og bruge viden, oplevelser og færdigheder, man har tilegnet sig tidligere. Selve h-processen opdeler man i tre faser: Indkodningen, hvor man tilegner sig informationen. Lagringen, hvor informationen oplagres. Genfindingen eller genkaldelsen, hvor informationerne hentes frem igen.
Man har talt om, at der findes flere lagre for h, som altså ikke er »lagre«, men snarere lagringsmåder. I en brøkdel af et sekund sanser vi noget, som registreres i et sanselager. Hvis det ikke får vores opmærksomhed, forsvinder det igen. Men studser vi over det, lagres det i korttidshukommelsen, KTH, der har en begrænset plads. Man har talt om, at vi kan oplagre omkring 7 emner ad gangen her. KTH kaldes også opmærksomheden, dét vi lige nu er opmærksomme på. Man har også kaldt det arbejdshukommelsen. Får oplevelsen eller informationen betydning for os, kan den lagres meget længe i langtidshukommelsen, LTH, der er det, man egentlig forstår ved h.
Når en erindring er lagret i LTH, hvordan hentes den så frem? Der er flere muligheder: 1. Det kan foregå ved hjælp af cues der kan oversættes ved »stikord« eller bedre ved »ledetråde«; disse ledetråde er lagret i arbejdshukommelsen og kan bruges, hvis de har meningsfuld sammenhæng med det, der skal drages frem. 2. Begreber eller skemaer der er en bestemt gruppe af viden om et bestemt emneområde. 3. Drejebøger (eller det eng. scripts) der er rækker af begivenheder, som typisk indgår i samme rækkefølge (fx morgenturen i badeværelset). Det fælles for disse hjælpemidler for h er, at det kendte og det nye belyser og aktiverer hinanden

gruppe. I psyk. og socialpsyk. især brugt om et mindre antal personer der har regelmæssig kontakt med hinanden og tager hensyn til hinanden. Man skelner mellem primær- og sekundærgrupper, hvor de første er små, uformelle samlinger af personer, mens de sidste er større, løsere forbundet, men dog med nogle fælles tilknytninger og holdninger, fx i organisationer, klubber, fagforeninger. Se de næste opslag og *referencegruppe.
gruppedynamik. Studiet af en gruppes dynamik, dvs. gruppens indre bevægelser og de kræfter, der styrer dem.
gruppepsykologi. Den gren af psyk. der studerer *grupper og de personer, der indgår i dem. Man studerer dels de enkelte individers tanker og handlinger i forhold til, hvordan de påvirker og påvirkes af gruppen, dels selve gruppens processer og opbygning. Se også *referencegruppe. G er en del-videnskab mellem psyk. og socialpsyk.
gruppeterapi. *Psykoterapi med en gruppe klienter, der har fælles problemer, fx pårørende til syge, narkomaner, unge sindslidende eller flygtninge

frihed. I den gr. oldtid definerede Aristoteles f negativt, dvs. han sagde, hvad f ikke var: f er fravær af tvang. Vi er frie, når vi kan vælge; når vi mellem flere muligheder kan tage en beslutning om den ene af dem. F er altså knyttet til valg, men valg kræver ansvar. I eksistentialistisk psyk. ser man f som selve vor tilværelses grundvilkår. Mennesket er ikke noget i sig selv, det bliver først til noget gennem udviklingen, gennem livet, som mennesket lever det (se *eksistens). Denne åbenhed over for tilværelsen opleves som et voldsomt pres, hvorfor de fleste flygter ind i almindeligheden. Valget mellem f og almindeligheden medfører *angst (i eksistentialistisk forstand).

fordomme. Egentlig domme der er afsagt på forhånd, før man har kendskab til sagen. Holdninger, tanker og tilløb til adfærd der bygger på følelsesmæssige, ofte ubevidste reaktioner, og som kun vanskeligt ændres af oplysning og kendsgerninger. Fx f mod anderledes tænkende eller folk af en anden race. Tendensen til at have f er et relativt vedvarende karaktertræk, se *autoritær personlighed