Høst & Søn

Resten af natten måtte Filip stå op og læse.

Wrickenridge High lå cirka halvanden kilometer nede ad bakken fra vores nabolag, tæt ved 1-70, hovedvejen, der forbandt byen med det andet skisportssted i området.

Jeg afbryder hende vredt og hurtigt.

foden af trappen, at det for alvor gik op for mig, at Jorden, som vi kendte den, var på vej til at gå under. Jeg kunne se det i min mors bekymrede og alvorlige blik, jeg kunne læse det i de hidsige spytklatter, der blæste ud af min fars mund, mens han gøede ordrer ud til de andre i telefonen. Jeg kunne mærke det i min lillesøsters plu

i skulle senest være fremme ved Evac-House

eg smilede ad mig selv. Baskettræning? Nu virkede det latterligt, at jeg havde brugt tid på det. Det var ikke ligefrem, fordi evnen til at ramme en kurv med en bold kunne hjælpe én, når det gjaldt overlevelse.

e, før den store solarstorm ramte Jorden.

Fars sidste ord hang i luften, mens de andre lagde to og to sam

om det, at mine knoer blev hvide. Far havde ret i, at jeg ikke snøftede mig i søvn, men jeg havde aldrig fortalt ham om de uendelige nætter, hvor jeg ikke fik lukket et øje, fordi jeg var sikker på, at alarmen ville gå. Det ville jeg aldrig sige til ham, for jeg elskede den tone i hans stemme, der understregede, hvor stolt han var af mig. Den anerkendelse ville jeg for alt i verden ikke miste.

følgende tid i skolen var mærkelig. Jeg havde aldrig før overvejet, om jeg »stak ud«, men på grund af det jeg havde hørt mine forældre sige, syntes jeg pludselig, at jeg var anderledes end de andre i klassen.

, folk ikke forstår, er de bange for, fortsatte hun. – Og det, de er bange for, vil de gerne af med.