Lindhardt og Ringhof

Gray sagde, at de var nødt til at tale om noget andet, havde D'Arcy Forest ikke været i huset i mere end ti minutter, før han også blev inddraget i den betydningsfulde afgørelse om Randals fremtid.

Han var ingen lunken partisan. Han stillede sig med voldsom styrke og overvældende veltalenhed på Mrs. Grays side.

– Kan De ikke se, hvad dette betyder for en ung mand?

Palæstinenserne står over for trængsler i deres dagligdag; de er forhindret i at gøre det, der udgør den daglige struktur i de fleste menneskers liv. De står over for en dyb menneskelig krise, hvor millioner af mennesker nægtes deres menneskelige værdighed. Ikke en gang imellem, men hver dag, og indbyggerne i Gaza er fanget og indelukket. De humanitære omkostninger er umådelige, folk kan kun lige akkurat overleve. Antallet af familier, der er ude af stand til at skaffe mad nok, er steget med 14 procent, og palæstinenserne bliver trådt under fode dag efter dag. I et Gaza under belejring fortsætter palæstinenserne med at betale for stridigheder og økonomisk afspærring med deres helbred og levebrød.

Det eneste, vi hørte i radioen, var antallet af døde, som om vi palæstinensere var blevet degraderet til tal i stedet for mødre og fædre, søstre og brødre.

s et brev, måtte det komme fra hende. Hun burde takke ham, fordi han havde inviteret hende ud til middag.

– Jeg vil skrive til ham, sagde hun til sig selv.

Dalai Lamas model for intimitet er baseret på villighed til at åbne sig for mange andre, for familie, venner, endda fremmede, og skabe ægte og dybe bånd på basis af vores fælles menneskelighed.

Jeg tog imod det, men drak det i

Det kan du tro, unge mand,” hvislede hun med sin skingre stemme. ”I nat lå jeg i min seng og kunne ikke falde i søvn. Jeg vendte og drejede mig. Der var noget, jeg havde glemt at gøre rent. Men hvad? Jeg besluttede mig for at gøre hele huset rent igen. Jeg tørrede støv af, støvsugede og vaskede gulve. Til sidst kom jeg i tanke om, hvad det var, jeg havde glemt. Tæppet i entreen! Det var frygteligt beskidt, det tæppe, siger jeg dig. Frygteligt! Så jeg hængte det op i haven og bankede, slog, tævede og klaskede det, indtil der

ikke var så meget som ét støvkorn tilbage.”

spurgte jeg ude af stand til at tale neutralt.

grund af dét tidligere, men det er ikke hele historien – langt fra. I samme sekund jeg opdagede, at Sawyer var tilbage, vidste jeg, at det ville rippe op i alt muligt hos min far, og bare at være i nærheden af ham fremkalder den gamle følelse af frustration og skam. Et øjeblik er jeg seksten år igen, gravid og håbløs og med alle lyse fremtidsudsigter løbende ud mellem mine fingre som fint sand.
Men: Det var dengang.
”Hvordan går det?” forsøger jeg og går over terrassen for at komme tættere på ham. Fliserne er varme under mine fødder.
Min far ser op på mig og vender så tilbage til sine høje, ranglede planter. Hans læge siger, at havearbejde er godt for hans hjerte, men det er ikke derfor, han gør det. ”Det går vel okay.” Han sukker og gnider på et ujævnt, grønt blad med tommelfingeren. ”Jeg er bange for, at det er råd.” Han går videre til zucchinien, en klar gul sommersquash. Sidste stop vil som sædvanlig være Soledads roser, som han beskærer, inden de kryber hele vejen op ad husmuren som noget fra et eventyr.
For længe siden stod der et stort svømmebassin her, men min far fik det fjernet med henvisning til vedligeholdelsesomkostninger og statistikken over drukneulykker. ”Desuden,” sagde han dengang, ”kan I altid bare tage over til Roger og Lydia og bruge deres pool.”
Cade og jeg brugte timevis derovre som børn. Vi sprang i fra vippen og lavede saltomortaler ned