Joona læser en sidste gang afhandlingens afsluttende sætninger om, at den eneste måde, at behandle et psykisk traume, er at vende
tilbage til det og forstå, at det der skete, faktisk har en plads i den personlige livsfortælling.
Og dette gælder hver enkelt af os: Hvis vi ikke kan holde ud at spejle os i vores erindringer, kan vi heller ikke sørge over det der skete, og komme videre. Det lyder måske som et paradoks, men jo mere vi forsøger at ignorere det smertelige i livet, desto mere magt får det over os.