Mark Manson

Mål defineres normalt som ting som at tage en uddannelse, købe et hus ved vandet, eller at tabe sig syv kilo. Men den slags mål kan kun skabe begrænset lykke i dit liv. De kan være gode, når du jagter hurtige, kortsigtede fordele, men som rettesnor for din generelle livsbane er de elendige.

Picasso var produktiv gennem hele livet. Selv da han var i halvfemserne, producerede han kunst og blev ved indtil sine sidste år. Hvis hans målestok havde været at ‘blive berømt’ eller ‘tjene en ordentlig røvfuld penge inden for kunst’ eller ‘male tusind malerier’, så var han gået i stå undervejs.

Kunsten at være fucking ligeglad

Der er forskel på at give en anden skylden for din situation og på, at den person er ansvarlig for din situation. Ingen andre end dig er nogensinde ansvarlig for din situation. Mange mennesker kan være skyld i, at du er ulykkelig, men du er den eneste, der har ansvaret for, at du er ulykkelig. Det er, fordi du altid vælger, hvordan du vil opfatte ting, og hvordan du vurderer ting. Du vælger altid den målestok, som du måler dine oplevelser ud fra.

Min første kæreste dumpede mig på en vild måde. Hun var mig utro med sin lærer. Det var overvældende. Og med overvældende mener jeg, at det føltes som at blive slået hundrede gange i maven med en knytnæve. For at gøre ondt værre, forlod hun mig hurtigt til fordel for ham, da jeg konfronterede hende med det. Tre år sammen skyllet ud i toilettet uden

Jeg havde det elendigt i månedsvis bagefter. Det var, hvad man kunne forvente. Men jeg holdt hende også ansvarlig for min elendighed. Og tro mig, det førte ingen vegne. Det gjorde blot, at jeg fik det endnu værre.
Sagen er, at jeg ikke kunne styre hende. Uanset hvor mange gange jeg ringede til hende eller råbte ad hende eller tiggede hende om tage mig tilbage, eller kom på uanmeldt besøg eller gjorde andre klamme og irrationelle ekskæreste-ting, så kunne jeg ikke styre hendes følelser eller handlinger. Så selv om hun var skyld i, hvordan jeg havde det, så var hun aldrig ansvarlig for, hvordan jeg havde det. Det var jeg.

Du skal udvælge de ting, der er vigtige for dig, og de ting, der ikke er vigtige for dig, ud fra dine fint udviklede personlige værdier. Det er ekstremt svært. Det tager et helt livs træning og disciplin at opnå. Og du vil med jævne mellemrum begå fejl. Men det er måske den bedste kamp, du kan kæmpe i dit liv. Det er måske den eneste kamp, der er værd at kæmpe.
For når du er fucking bekymret over for mange ting – når du fucking interesserer dig for alt og alle – vil du føle, at du konstant har ret til at have det godt og være lykkelig, og at alt bør være præcis, som du gerne vil have, det skal være.
Det er en sygdom. Og den vil æde dig op indefra. Du vil se enhver form for modgang som en uretfærdighed, enhver udfordring som en fiasko, enhver gene som en personlig fornærmelse, enhver uenighed som et forræderi. Du vil blive indskrænket i dit eget smålige, utilfredse helvede, hvor du vil løbe i cirkler, konstant i bevægelse men uden at komme nogen steder.

Hans succes skyldtes ikke, at han ville gøre alt for at blive en vinder, men derimod det faktum, at han vidste, han var en taber, han affandt sig med det, og så skrev han ærligt om det. Han forsøgte aldrig at være noget andet end den, han var.

. Hans succes skyldtes ikke, at han ville gøre alt for at blive en vinder, men derimod det faktum, at han vidste, han var en taber, han affandt sig med det, og så skrev han ærligt om det. Han forsøgte aldrig at være noget andet end den, han var.

Det er den sande forklaring på Bukowskis succes: hans evne til at hvile i sig selv som en fiasko. Bukowski var fucking ligeglad med succes.

Men hvis du stopper op og tænker over det, så handler alle de positive selvhjælpsråd, du konstant bliver bombarderet med, om alt det, du mangler