J.P.Jacobsen

„Der er ingen Gud, og mennesket er hans profet!“ sagde Niels bittert, men også bedrøvet.

„Ja, ikke sandt!“ spottede Hjerrild; lidt efter sagde han: „atheismen er dog grændseløs nøgtern, og dens mål er jo til syvende og sidst ikke andet end en desillusioneret menneskehed. Troen på en styrende, dømmende gud, det er menneskehedens sidste store illusion, og hvad så, når den har tabt den? Så er den bleven klogere; men rigere, lykkeligere? Jeg ser det ikke.“

Men Niels Lyhne havde ingen stjærne. Han vidste ikke hvad han skulle gjøre med sig selv og sine evner. Det var godt nok han havde talent, han kunne blot ikke bruge det, men gik omkring og følte sig som en maler uden hænder. Hvor han misundte dem de andre, små og store, som, hvor de så greb hen i tilværelsen, altid fik fat i en eller anden hank! – for han kunne slet ingen hanke finde.

Han kunne ikke holde tilværelsens ligegyldighed ud længer, det at blive sluppet på alle kanter og altid blive kastet tilbage til sig selv. Intet hjem på jorden, ingen Gud i himlen, intet mål derude i fremtiden! han ville have et hjem i det mindste; han skulle elske den til sig, denne plet i stort og småt, hver sten, hvert træ, livløst og levende, dele sit