Henrik Pontoppidan

Engelstoft havde hidtil ligesom sin Hustru ikke været troende. Paa dette ene Punkt havde deres Anskuelser været nogenlunde overensstemmende. Og dog var der den Forskel paa deres Forhold til Kirken, at Fru Engelstoft aabent havde vedkendt sig sit Brud med den, medens Godsejeren af Hensynsfuldhed mod den gamle Provst, der havde døbt og konfirmeret ham, og overhovedet for ikke at vække Anstød regelmæssigt et Par Gange om Aaret lod sig se i den udskaarne Bedestol paa Pulpituret, der var ham forbeholdt som Herregaardsbesidder og Kirkens Ejer, og hvor han under den hele Højtidelighed kæmpede en fortvivlet Kamp med Søvnen.

Og jeg er ham taknemmelig for, at han har lært mig at afsky saadanne Mennesker og foragte deres samvittighedsløse Liv. Jeg begriber ikke, hvor det er nogen muligt at nyde og glæde sig paa den Maade, naar der rundt om findes saa megen Nød og Elendighed. Jeg synes ofte selv, jeg maa forgaa af Skam, ja føler mig næsten som en Tyv, der har stjaalet en fattigs sidste Skilling, naar jeg om Aftenen lægger mig i min Seng og kommer til at tænke paa, at der maaske i samme Øjeblik findes Folk, der ikke har Tag over Hovedet, ja end ikke det Brød, de skal putte i Munden. Er det dog ikke forfærdeligt? Er det ikke ethvert Menneskes Pligt hellere selv at savne, end at se andre lide Nød? Men hvad skal man da sige om dem, der har Hjærte til lige for de fattiges Øjne at svælge i deres Overflod, at holde Fester, at klæde sig i Silke og i en eneste Nat danse op, hvad hundrede Familjer kunde leve sorgfrit for et helt Aar? Er dette da ikke syndigt?

Der stod: „Ligesom det ved Oprettelsen af dette Bladforetagende var mit Ønske efter ringe Evne at bidrage til Oplysningens Fremme i vort Fædreland, saadan er det nu mit Haab, at det maa blive bevaret for Efterslægten som et Kulturens Tempel, hvor Ordet lyder rent og frit til Sandhedens Ære.“

Disse ofte citerede Linjer var bleven som Summen af den afdøde Bladkonges og Folkeførers hele Virksomhed. Hvor meget Forretnings- og Partimanden end i Aarenes Løb var vokset Idealisten over Hovedet hos den bondefødte Jyde – det kunde dog indtil det sidste mærkes paa ham, at han i sin Ungdom havde siddet ved Grundtvigs Fødder.

„Sig mig, Dr. Vadum – har det aldrig gyst i Dem ved at tænke paa, hvad det er for en Slags Personer, vi for Tiden regeres af? De læser ikke Aviser, siger De. Godt. Men saa meget véd De dog, at det gaar i rivende Fart til Helvede med os. Og i den Situation sidder Nationens Udkaarne henne i Rigsdagen som Prangere i en Krostue og rafler om Vælgerstemmer. Vi vanæres af en forløjet Presse, der i Stedet for at være Folkets uegennyttige Oplyser og Vejleder mer og mer bliver en fræk Spekulation i Mobbens usleste Instinkter, – en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale. Og nu spørger jeg Dem, Dr. Vadum, kan De virkelig sidde roligt og se paa den Jammer?“

Med sine enogtyve Aar var hun den Gang kun et uerfarent Barn, der endnu ikke vidste, at Livet først blev rigtig alvorligt, ja indtil Fortvivlelse vanskeligt og gaadefuldt, naar man var kommen til at holde af en anden –

Ogsaa de var Folk, der paa Tomandshaand nok kunde jamre over Forfaldet og den slette Presse, men ikke havde Mod til at lægge sig ud med et saa udbredt Blad som „Friheden“, der ved enhver Lejlighed beredvilligt udbasunerede deres Fortjenester for sine hundrede tusinde Læsere.