Tvivlen stod i hende. Egentlig havde hun ikke noget problem med Tommy. Det mærkede hun nu, instinktivt, intuitivt, hvad det nu hed. Men ville hun ligefrem med ind i hans hus? Hun følte, at tvivlen nåede hende til et sted op under øjnene, som et grumset indvendigt mosevand. Der var intet heftigt over tvivlen, intet aggressivt, det var ikke dens natur, snarere søgte den at nedbryde hende stilfærdigt, langsomt, dag for dag.